21.05.2011
Test Test

Adidas Evil Eye halfrim pro

En god cykelbrille skal have flere indstillingsmuligheder, sidde tæt, være let, have udskiftelige glas og tillade ventilation, så glassene ikke dugger. Evil Eye halfrim pro opfylder alle formelle krav – og mere til. Blandt andet leveres den også med linser med indbygget lysstabiliseringsteknologi LST™, der mindsker risikoen for trætte øjne, fordi der kompenseres for variationer i lysindfaldet og kontrasterne øges. Brillen leveres som standard med en LST™ Active-linse til brug i sollys og skiftende vejr og en ekstra LST™ Bright-linse, der optimerer udsynet i mørkere, overskyet og tåget vejr og fx i skovens mørke skygge. Derudover er den også aerodynamisk udformet, og linserne er buede, så de sikrer et godt udsyn hele vejen rundt. Da linserne samtidig er uhyre lette at skifte, er der alt i alt tale om en fremragende brille.
Brillen fås i en bred og en smal udgave, og næsebroen kan indstilles i to bredder. Det giver mulighed for at tilpasse brillen til stort set alle hoved- og næseformer, og det betyder, at brillen sidder rigtig godt på hovedet. Desuden må man fremhæve holdbarheden, som bestemt også er vigtig for en sportbrille, der kan risikere at blive molesteret på alle tænkelig og utænkelig måder. Det slidstærke og fleksible SPX™-materiale, gør sit, og desuden vipper brillestængerne af brillerammen, hvis de bliver bøjet ud – fx hvis man taber dem og de bliver kørt over – en smart detalje.
Evil Eye halfrim pro kommer også med et aftageligt svedbånd, som man så på fx Bollé-briller i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne. Funktionelt giver det god mening, da båndet lukker sol, vind og sved ude (båndet er lavet i et materiale, der ikke samler sveden som de gamle Bollé-brillerne). Til gengæld kan man diskutere elegancen i det. I det hele taget er designet nok brillens svaghed. For sammenligner man med Rudy Project og især Oakley, som prismæssigt ligger i samme leje, så ser Adidas-brillen unægtelig lidt underdesignet ud.
Det ændrer ikke på det samlede indtryk af en brille, der vil vække begejstring hos langt de fleste cykelsportentusiaster. Og så må man overveje, om det er nødvendigt at have et par ekstra briller med i trikoten, hvis man også skal se godt ud, hvis cykelturen går forbi udendørscaféen.