19.03.2020
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Alexandre Beguin

Analyse: Første del af 2020

I hvad der har føltes som en evighed har vi glædet os til de løb, som skulle have været afviklet i disse dage og i den nære fremtid. De intense, charmerende klassikere i Belgien og Nordfrankrig med ellevilde tilskuere og tvivlsomme vejrforhold. Og de ugelange etapeløb i Sydeuropa, som skulle give de første rigtige svar på, hvem der havde fået mest ud af den lange, sure vintertræning.

Covid-19 pandemien har dog fejet et tæppe hen over verden, som vi kender den. Cykelsporten er selvfølgelig heller ikke gået fri af den globale sundhedskrise, og derfor fik vi knap sat sæsonen for alvor i gang, før den er parkeret i uvished. Det efterlader alle os hungrende fans i et alvorligt og trist tomrum, som vi knap nok kan udholde i vintermånederne.

Situationen taget i betragtning er der naturligvis ingen anden udvej, men alligevel fik UCI igen udstillet sin inkompetence og manglende handlekraft. Trods de ekstraordinære omstændigheder, som ingen har befundet sig i før, tog det overraskende lang tid for cykelsportens højeste instans at træffe endegyldige beslutninger. At overlade beslutninger om afvikling/aflysninger af løb til arrangører og cykelhold er ikke holdbart, og viste endnu engang at sporten mangler endegyldige retningslinjer og et forbund, som tør at handle proaktivt.

Nu er al cykling sat på pause frem til minimum slutningen af maj, og vi kan kun frygte, at der vil gå endnu længere tid. Indtil da kan vi tage et kig tilbage på hvem der har præsteret i de første par måneder af sæsonen, hvem der har skuffet og hvad vi kan drage af konklusioner baseret på hvad vi ved.

Find klaphatten frem i år

[IMG2]

Er du typen, som sidder med de rød-hvide briller og krigsmaling på foran skærmen, så kan du lige så godt finde klaphatten frem også. For væn jer til, at Danmark vil få mere succes fremover.

Jakob Fuglsang (Astana Pro Team) satte dagsordenen i Ruta del Sol, lod benene tale, og viste at formen måske er endnu bedre i 2020.

Kasper Asgreen (Deceuninck – QuickStep) har måske stået for dette års mest imponerende sejre i det professionelle felt i Kuurne-Brussel-Kuurne, og kan diskuteres at have været den stærkeste rytter i hele feltet i perioder.

Søren Kragh Andersen (Team Sunweb) har formentlig været i sit livs form med tredjepladsen i Omloop Het Nieuwsblad og enkeltstart-sejren i Paris-Nice, hvor han i øvrigt klatrede bedre end ryttere som Romain Bardet!

Magnus Cort (EF Pro Cycling) vandt en etape i Étoile des Bessèges og var ovenikøbet tæt på også at snuppe den afgørende tidskørsel!

Emma Norsgaard (Bigla-Katusha) vandt første etape i Setmana Ciclista Valenciana og tog senere hen en tredjeplads i Spar – Omloop van het Hageland.

For ikke at glemme ugen i Berlin, hvor Danmark til Bane-VM slog verdensrekorder, som var det søndagsture på strandvejen, og kronede deres flotte præstationer med flere guldmedaljer.
 

Arkéa-Samsic viser lovende takter! 

[IMG3]

Jeg skal være den første til at lægge kortene på bordet med hensyn til Arkéa-Samsic, og deres erhvervelse af den colombianske klatrer Nairo Quintana. Jeg så det som et tydeligt skridt tilbage, og havde svært ved at forestille mig hvordan han skulle præstere på et fransk pro-kontinentalhold. Men ”Lille Q” har vist sig som den stærkeste af alle i bjergene indtil nu. Med klar afstand til resten endda. Quintana smadrede alle på Mont Ventoux’ stejle stigningsprocenter på vejen til Chalet Reynard, og foretog en magtdemonstration på Col d’Eze i hhv. Tour de la Provence og Tour du Haut Var et Maritime. Han havde sandsynligvis vundet Paris-Nice, hvis ikke det var for et uheld på anden etape. På sidste etape sikrede han sig i hvert fald overbevisende sin femte sejr i 2020 på La Colmiane.

Det er ikke kun Quintanas imponerende kørsel, som fortjener ros. Hele holdet har virket fasttømret med en klar strategi, hvor man har ofret sig for hinanden. Ikke mange ting virker tilfældigt, som det ellers har været udtrykket før i tiden. Det er også kommet til syne i nytilkomne Nacer Bouhannis to sejre. Den kontroversielle sprinter, der er berygtet for at være samarbejdsvanskelig, har været en succes for holdet, som også har rost hans professionalisme. Og når den franske mester, Warren Barguil, har fungeret som trækhest for sprinteren inden for den sidste kilometer, så er det et tydeligt tegn på, at holdmoralen er høj på det bretonske hold.

 

Team NTT – mærker man allerede Bjarnes aftryk? 

[IMG4]

Mange danske cykelfans kom op af stolen, da Bjarne Riis meldte sin ankomst på World Touren i starten af året. Nogle forarget over, at han stadig har sin plads på cykelsportens højeste niveau. Andre fornøjede over, at ”Ørnen fra Herning” igen får chancen for at skabe et cykelimperium, der måske kan måle sig med Team CSC-dagene.

Et par måneder inde i ”projektet” er det svært at kunne sige om Bjarne har fat i den lange ende, men der må alligevel kunne anspores nogle positive tegn fra holdet, der kronisk har brugt flere kræfter på at holde sig fra gruppettoen end at kæmpe med om sejre de sidste par år.

Giacomo Nizzolo har været flyvende med to sejre, som kunne have blevet tre, hvis ikke det var for Kasper Asgreens monsterridt i Kuurne-Brussel-Kuurne (italieneren vandt feltets spurt og blev nummer to). Derudover var Ben O’Connors sejr i Étoile de Bessèges et klart udtryk for Bjarnes ønsker om offensiv og strategisk kørsel. Jeg tror, at Bjarne smiler. 

 

Ungdommen fortsætter dominansen

[IMG5]

I 2019 var vi vidne til nogle bemærkelsesværdige præstationer fra unge ryttere, som gjorde deres indtog på World Touren. Intet tyder på, at der skulle være ændret noget på den front i år.

Remco Evenepoel (Deceuninck – QuickStep) bliver jeg mere og mere overbevist om er århundredets talent. Hans motor i en alder af 20 år er grotesk, og har givet ham vilde sejre i fjor. Et fokus på vægttab har nu også skærpet hans klatreevner, og givet ham den samlede sejr i Vuelta a San Juan og Volta ao Algarve. Hvis Giroen var blevet afviklet som normalt, så havde han været en oplagt podiekandidat – med potentiale til mere.

Tadej Pogacar (UAE-Team Emirates) er lige over et år ældre, men han virker næsten som en færdigudviklet bjergrytter. Han har allerede fulgt op på et imponerende 2019 med at sejre samlet i Volta a la Comunitat Valenciana, og få en andenplads i World Tour-løbet UAE Tour, der udover en sejr på en Jebel Hafeet, gav sloveneren en lang karatæne i emiraterne sammen med sit hold.

Som 22-årig klatrer fra Colombia er konkurrencevilkårene svære blandt sine landsmænd, men Sergio Higuita (EF Pro Cycling) udviser for tiden næsten lige så stort potentiale, som sidste års Tour de France-vinder Egan Bernal (Team Ineos). Han har i dette kalenderår både vundet de colombianske landevejsmesterskaber, Tour Colombia 2.1 og blev samlet 3’er i Paris-Nice, hvor han ikke mindst imponerede i sidevinden på de indledende etaper.

Det er meget muligt, at disse tre stjernefrø kommer til at krydse klinger og lave en masse forhjulslir de kommende 10-15 år.

 

Chris Froome har lang vej igen

[IMG6]

Sidste årtis mest succesrige Grand Tour-rytter har måske vundet sit sidste cykelløb. Han har i hvert fald vundet sin sidste Grand Tour. Det er min vurdering på nuværende tidspunkt. Styrtet i sidste års Critérium du Dauphiné var møgalvorligt, og det tog flere måneder for briten at bare kunne gå normalt igen.

Siden da har han kæmpet en indædt kamp for at kunne stille til start i Nice til årets Tour de France for at vinde sin historiske femte sejr (og senere vinde medaljer ved OL i Tokyo), men ved UAE Tour kunne Froome ikke engang følge feltet til mål. Det havde han heller ikke selv regnet med. Han ved selv, at han har lang vej. Men når man reflekterer over konkurrencen mod Primoz Roglic, Tadej Pogacar, Miguel Angel Lopez, Nairo Quintana – for ikke at nævne den interne med Egan Bernal og Geraint Thomas – så ser drømmen om at stå øverst på podiet på Champs Élysées igen til at blive ved det. En drøm.

Apropos lang vej igen. Hvad sker der med Tom Dumoulin? Den tidligere Giro-rytter, som mange forventede kunne blive en ny Miguel Indurain, og som endda skiftede til et stærkere Jumbo-Visma mandskab. Han har siden sidste forår været konstant skadet, syg eller ude af stand til at cykle. Får vi nogensinde ham at se på topniveau igen?

Det kan måske være til begge ovenståendes held, at cykelsporten står komplet stille lige nu, hvilket giver dem chancen for at komme tilbage på nogenlunde samme vilkår. Det står hen i det uvisse. Det gør næsten alt i øjeblikket.