Anders Lund: Jeg flyver på en lille lyserød sky
Efter flere år hos Bjarne Riis og Saxo Bank, er hans talentudvikling mere eller mindre gået i stå, så derfor søgte han nye græsgange. Leopard-Treks sportsdirektør Kim Andersen har sammen med den danske rytter fundet frem til, hvilke løb, der passer til en rytter af hans kaliber.
– Jeg flyver på en lille lyserød sky af selvtillid – mere eller mindre. Jeg er spændt, og jeg føler, at jeg skal ind og levere noget helt andet, end jeg har skullet levere før, og hvad der er forventet af mig tidligere, siger Anders Lund til Ritzau.
På det nye hold er Anders Lund allerede blevet udtaget til Tour de France-bruttotruppen, og får flere løb med en større rolle, end han tidligere har haft som vandbærer.
– Det er fedt igen at have den fornemmelse af, at man skal ud at køre cykelløb – ikke for at sidde med, til man bliver sat – men for rent faktisk at gøre en forskel, slutter Lund.