20.05.2015
Test Test

Café Du Cycliste Josette Waterproof Jersey

I hånden
Man danner sig hurtigt indtrykket af, at denne trøje ikke er tilpasset de ulirens typer. Connaisseur er nok det bedste ord at beskrive den med. Café Du Cycliste kalder selv deres tilgang til design af cykeltøj for ”Tailored-tech”. En titel der dækker over funktionalitet og – i høj grad – udseende. Kigger man nærmere på trøjen, springer det lille logo samt den karakteristiske krave en smule i øjnene, mens diskrete lyseblå og grønne farver giver trøjen et lækkert look. Bagsiden er præget af en refleks og et diskret navn på baglommen, udført i selvsamme lyseblå som trøjen.

Tekstilet minder meget om de populære softshell-jakker fra hverdagen, hvilket bevirker, at trøjen virker meget let, og en smule elastisk.

På cyklen
Temperaturen siger blot fire grader en kølig vindblæst morgen, og efter nogle få minutter er Café Du Cycliste Josette–jakken ikke noget ubehageligt bekendtskab. Produktet sidder tæt uden at stramme, og man føler sig ikke fastlåst eller spændt, som med en traditionel regnjakke – pasformen er i det hele taget rigtig lækker.

Josette er et meget simpelt produkt. Sammenlignet med Castellis Gabba, der med sine temperaturregulerende lynlåse og haleflap pludseligt virker meget avanceret, er Josette noget mere diskret. Dog har designerne tilføjet en ekstra lille flap over baglommerne, som gør at disse ikke bliver fyldt med vand.

Prismæssigt kunne man måske forvente, at det enkle design ville være med til at trække prisen lidt ned, men Josette ligger en smule højt med de godt 1.100 kroner.

Fra armhulerne og 24 centimeter ned, er der desuden indsat en anden type tekstil, der virker noget mere åndbart. Det fungerer fint, specielt fordi tekstilet, der er brugt til hovedparten af trøjen, er noget mere stift, og skærmer fremragende mod vinden samt mindre regnmængder. Som plus skal det også nævnes, at produktet let foldes sammen, så den kan passe i baglommen og tages af eller på undervejs.

Når det kommer til regnbeskyttelsen, lever den helt op til forventningerne om en no-rain jersey. Længerevarende regn trænger igennem, men stoffet afviser vinden, så man undgår at kroppen bliver kølet helt ned.

Facit
Æstetisk er Josette–trøjen fra Café Du Cycliste helt på niveau med de mest lirede produkter og en af de flotteste på markedet. Dette er vel og mærket uden at gå på kompromis med produktets primære funktion, som den udfører uden anmærkninger.