26.11.2014
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Velomore

CeramicSpeed Cross Cup med stor præmiesum

For to uger blev første afdeling af en ny, jysk cyklecross-serie kørt. Løbet i Aalborg, Fusionsport CX, var den første af tre afdelinger, og selvom løbets hovedmand og medlem af DCU’s Cross-udvalg, Anders Bystrup, gerne så mere feststemning ved cuppen i fremtiden, så er der en glædelig nyhed på vej. Præmiesummen til de deltagende ryttere er nemlig steget gennem nye sponsoraftaler.

– Vi er rigtigt glade for at sponsorerne, CeramicSpeed, Muc-Off og Cykelmagasinet, uden at tøve har bakket så massivt op om cuppen, siger Bystrup, der håber at endnu flere vil tilmelde sig de sidste to afdelinger, som køres i Holstebro og Varde i den kommende weekend.

Dermed er der præmier for over 20.000 kroner, og Cykelmagasinet har oven i købet smidt ti årsabonnementer i posen. Tommy Moberg fra Team Vivelo fører efter første afdeling cuppen samlet. Det samme gør Cahtrine Grag i Dame-klassen, samt Andreas Lund Andresen i Junior.

Tilmeldingen er åben til og med i morgen, og eftertilmelding på dagen er også muligt.