26.04.2011
Andreas Ø. Pedersen

Christina Watches-cykler stjålet

Efter en succesfuld weekend for Christina Watches-Onfone, fik de tirsdag en mindre god melding fra De Rosa-fabrikken i Italien. Ukendte gerningsmænd havde stjålet holdets nye enkelstartscykler og reservecykler i påsken. Cyklerne skulle i fredags have været sendt mod Herning, men da speditionsfirmaet holdt fri i weekenden, valgte de at vente.
– Da de så mødte op på lageret tirsdag morgen, viste det sig, at andre ikke havde holdt fri. Alle vores cykler var væk, og lageret var også blevet tømt for Campagnolo-udstyr, vi skulle have haft, siger Michael Rasmussen til EkstraBladet.dk og tilføjer:
– Nu kan der godt gå tre uger til en måned, før en ny sending er klar, og det er brandærgerligt. Vi havde set frem til at komme i gang med træningen på enkeltstartcyklerne frem mod Danmark Rundt.
Holdet vandt i weekenden UCI-løbet Himmerland Rundt med Michael Reihs (billedet) og A-løbet i Skive med Guytan Lilholt. I weekendens to UCI-løb høstede holdet i alt 133 point.