02.05.2014
Frederik Bohé

CWK: Kører fornuftigt, men ikke tilfredse

Asbjørn Kragh blev bedste Christina Watches-KUMA-rytter, da han blev 6’er i massespurten i Rent Liv-løbet i Skive. Dette resultat er ifølge Bo Hamburger, holdets sportsdirektør, ikke tilfredsstillende for det danske hold. Han forklarer, hvordan løbet gik for deres vedkommende:

”Vi får Zaballa sendt af sted i et udbrud, og det ser egentlig rigtig fornuftigt ud. Vi er det eneste af de danske continentalhold, der er med i udbruddet, og de andre hold må derfor arbejde. Egentlig en fornuftig situation for os, men vi er ikke helt vågne nede i feltet, hvor Rossi og Gavazzi bliver fanget i bagerste gruppe, da feltet bliver splittet i sidevinden. Oven i det er Schumacher uheldig med en punktering og ryger derfor også væk fra første gruppe. Vi har Kragh og Forke med i finalen, men de formår ikke at blande sig helt i toppen. Igen i dag kører vi fornuftigt, men når man går efter at vinde, så er det selvfølgelig ikke godt nok at blive nummer 6.”