07.04.2011
Andreas Ø. Pedersen

Dame Cup 2011 indledes i Ringsted

Team Cykling Ringsted åbner for damesæsonens første afdeling af Dame Cup 2011, hvor der lægges ud med en rute på 93 km, og der er på forhånd lang op til en meget spændende sæson, hvor dame A og juniorpigerne skal kæmpe for VM-billetter.
Hvem der er favorit til at vinde DCUs Dame Cup er meget åben i 2011, hvor de to etablerede hold Blue Water Ladies og Odder CK helt sikkert vil forsøge at blande sig i toppen, men også Silkeborg er kommet på banen med 3 stærke ryttere, Dorthe Lohse, Christina Siggaard og Tina Nielsen.
At Dorthe Lohse er kommet på cyklen igen med ambitioner omkring et forestående VM er givet et plus for damecyklingen, og kan såfremt hun finder den gamle form igen give hele damecyklingen et løft.
Julie Leth, der har vundet de 2 sidste sæsoner, vil givetvis også forsøge at markere sig kraftigt i denne sæson, sammen med Odder CK-holdet, der også satser meget internationalt i 2011.
Også blandt juniorpigerne er der lagt op til en spændende afdeling, da der skal udtages landshold til Omloop Van Borsele, der afvikles i Påsken i det sydlige Holland. Her er det ryttere som Christina Siggaard, Fie Degn Larsen, Nina S Nielsen, Mette Meyer, Amalie Olsen, Julie Lykke og Heidi Knudsen, der skal kæmpe om de 6 pladser, og måske er der en eller flere, der kan overraske i forbindelse med Ringsted-løbet.
Hvem der stiller til start i Ringsted er endnu lidt uvist, da det danske landshold skal køre World Cup-løbet Ronde van Drenthe, som afvikles i Holland samme dag, et løb hvor der er 6 ryttere på startlisten. Løbet i Ringsted starter kl. 08.50