16.08.2016
Jesper Carstens

Danmark er klar til Tour de l’Avenir

Den 20. august starter sæsonens vigtigste U23-løb. I al fald det mest kendte – Tour de l'Avenir, der strækker sig over 8 etaper, er en slags mini-udgave af Tour de France, hvor ungdomsrytterne bliver testet i forskellige terræn.

Den danske U23-landstræner, Anders Lund, har sat navne på de seks ryttere, der skal forsvare de danske farver i løbet. Rytterne er som følger: Niklas Eg (Team Virtu Pro Veloconcept), Mads Würtz Schmidt (Team Virtu Pro Veloconcept), Michael Carbel Svendgaard (Stölting), Jonas Gregaard Wilsly (Riwal Platform), Emil Vinjebo (Team Giant Scatto U23) og Mads Rahbek (Team Virtu Pro Veloconcept).

Et stærkt hold, som skal forsøge at løfte arven fra sidste års udgave, hvor danskerne hentede fire etaper.

– Jeg er meget tilfreds med holdsammensætningen. Jeg forventer, at vi kan køre med om etapesejrene de første flade dage, og så håber jeg vi kan overraske i klassementet. Det bliver selvsagt svært at leve op til sidste års mange triumfer i løbet, men med offensiv kørsel skal vi nok være med i finalerne igen i år, og så må vi håbe på, at de berømte marginaler endnu en gang er på vores side, siger Anders Lund til CyklingDanmark.dk.

Etapeløbet starter den 20. august og slutter den 27. august.