15.03.2020
Mikael Munkebo Schrage

Danmark får 1 ekstra mountainbike rytter med til OL på grund af Coronavirus

Resten af foråret skulle havde været brugt til at samle mange point ind, og især til de kommende World Cup løb, var alle vel med god grund begyndt at have høje forventninger til Annika Langvad, Sebastian Fini, Caroline Bohe, Simon Andreasen og Malene Degn. De er realistisk set dem som også kunne repræsentere Danmark ved OL i Tokyo til sommer. Flere af rytterne har leveret rigtigt gode resultater i den seneste tid, og var tæt på at ramme topformen til årets første meget vigtige løb.

[IMG4]

Selv om det hele er skrivebordsmatematik på et tidspunkt, hvor både OL og World Cuppen i mountainbike sagtens kan risikere, at blive udskudt eller helt aflyst, så indikerer verdensranglisten på nuværende tidspunkt, at Danmark får 2 pladser hos damerne og 1 plads hos herrerne, når og hvis startskuddet går til cross country løbet i Tokyo til sommer.

Forudsigelse med forbehold

Som altid når det er UCI, der er involveret, er der masser af teknik og regler, som skal læses korrekt, men som vi læser reglerne, får de lande som er placeret mellem nr. 8 og 21 på den olympiske rangliste for herrerne, hver 1 startplads. For damernes vedkommende får de lande, som ligger mellem de 3 og 7 bedste hver 2 startpladser.

På den seneste rangliste for herrerne (3. marts 2020) ligger Danmark nr. 11, meget tæt på Canadierne på 10 pladsen. Det betyder dog ikke det store, da der skal minimum en 7. plads til for at få to ryttere med.

[IMG2]

På ranglisten for damerne ligger Danmark nr. 5, hvilket betyder to startpladser. Landene ligger meget tæt og der er ikke lang afstand til 8. pladsen, som kun giver én startplads. Det tyder derfor på, at det hårde arbejde med at hente point i januar og februar i løbene i Spanien og Grækenland, har sikret den anden startplads.

[IMG3]

Vi må selvfølgeligt tage forbehold for, at UCI læser ranglisten, på samme måde som vi gør, og at der ikke er nogen fejl eller løb, som mangler i opgørelsen.

I forhold til OL i Rio er det en startplads mere for damernes vedkommende og status quo for herrerne.

Det bliver spændende at følge, hvem der skal have de forskellige startpladser.