12.08.2019
Jakob Østerbye

Dansk nedtur i worldcup – van der Poel i overlegen stil og svensk overraskelse

Med to omgange igen rykkede van der Poel stærkt fra den regerende verdensmester Nino Schurter og holdt føringen hele vejen til mål. Van der Poels har gang i en fænomenal sæson med resultater i både mountainbike, cross og på landevejen. Regerende verdensmester i cross, vinder af Amstel Gold Race på landevej og to sejre i worldcuppen i mountainbike taler vist sit tydelige sprog om en unik cykelrytter.

[CITAT]

Hos kvinderne vandt den olympiske mester fra 2016 svenske Jenny Rissveds noget overraskende hos kvinderne. Hun satte for to år siden cyklen i skuret, efter hun blev syg af både en depression og en spiseforstyrrelse, hvilket hun har været meget åben om. Jenny Rissveds gjorde comeback på toppen af podiet i Lenzerheide, hvorfor det var en meget følelsesladet vinder der efter løbet udtalte: ”Jeg har så mange følelser efter to år væk fra sporten. For to år siden ville jeg ikke engang leve, og jeg vil bare sige, at det er muligt, og man skal aldrig give op. Giv aldrig op, aldrig!”

Begge danske kvinder måtte udgå af søndagens løb. Både Langvad og Degn er stadig i gang med deres genoptræning efter styrt i løbet af forår og sommer. Der var ellers lagt op til et godt comeback for Annika Langvad på worldcuppen, da hun blev nummer 13 i short track.

Den danske mester Sebastian Fini har haft et svingende år, og måtte ligeledes udgå i sidste weekends worldcup i Val di Sole – i går kørte han ind som nummer 91. Simon Andreassen (U23) lå lang tid med og kæmpede om podieplaceringer. Desværre blev han ramt af en punktering, hvorfor han måtte tage til takke med en niendeplads. Simon Andreassen har ellers været godt kørende den seneste tid, og siger selv, at han føler sig i rigtig god form.     

Sidste afdeling af worldcuppen køres den 6-8 september i Snowshoe i USA.