19.05.2019
Emil Tandrup Christensen

Dansk stortalent imponerer i Langvads nedtur

Under fredagens Short Track stod det klart, at Kate Courtney ville være med helt fremme under dagens World Cup. At løbet skulle afgøres allerede på start-loopet, var dog en stor overraskelse. Et styrt fra schweiziske Jolanda Neff på den første mudrede nedkørsel, gav amerikanske Kate Courtney mulighed for, at slå et hul, som konkurrenterne ikke var i stand til at lukke.

Schweiziske Jolanda Neff, der sidste år løb med titlen som Europamester og den samlede World Cup, lignede en, der havde svært ved at følge dagens høje tempo. Hollandske Anne Tauber, der er kører på samme hold, som danske Sebastian Fini, fik hurtigt overtaget andenpladsen – og slået et hul – i suveræn og overlegen stil.

Et slemt styrt på en af de sidste omgange resulterede dog i, at Neff fik en chance for at generobre andenpladsen. Ukrainske Yana Belomoina, fra selv samme team, fik overhalet Anne Tauber på sidste omgang og sluttede på en flot 3. plads, efter at være startet langt bagved.

Det danske stortalent Malene Degn, havde i denne weekend sin debut i Elite-klassen. Under fredagens Short Track løb sluttede Malene Degn på en solid 21. plads. Godkendt og med en start-placering i 3. Række til dagens løb.

Under løbet viste Degn utrolig høj klasse, og gennem hele løbet kørte hun sig frem i placeringerne. På den næstsidste omgang lå hun sammen med sidste års U23 World Cup-vinder, Sina Frei, som også havde debut i Elite-klassen. Sina Frei har før slået Malene Degn, men i dag var det omvendt. Malene Degn sluttede på en utrolig flot 10. plads i sin debut.

Danske Annika Langvad må siges, at være kommet dårlig fra start i World Cuppen, i en sæson, hvor hun ellers har set knivskarp ud – og som indtil videre har givet nogle kæmpe resultater. I fredagens Short Track, var Langvad en skygge af sig selv. Hun var ellers storfavorit til sejren, efter at have taget 5 ud af 6 sejre i sidste sæson.

Undervejs lå Langvad langt fra de forreste og først på sidste omgang kom hun op til den førende gruppe, der dog viste sig for stærke. Et angreb fra Kate Courtney, henviste Langvad til en meget skuffende 5. plads.

En femteplads om fredagen i Short Track betød en startplacering i forreste række til dagens løb. Igen var Langvad dog slet ikke til at kende – hun missede starten, hvor Kate Courtney og Jolanda Neff med det samme fik slået et hul til de andre og da de efter startloopet kørte ud på 1. Omgang var Langvad allerede nede som nummer 50. Kort tid efter, blev det nævnt, at hun var udgået.

Grunden til Langvads exit er endnu ukendt, så det bliver spændende at høre hvad, der gik galt.

De to unge talenter Caroline Bohé og Sofie Heby var også i aktion i Albstadt. Sofie Heby havde World Cup debut og sluttede på en meget flot 9. plads i Pige Junior. Caroline Bohé viste igen, at hun er en af de bedste U23 ryttere, da hun sluttede som nr. 11 på en meget mudret rute.

Næste World Cup køres d. 24-26 maj i Nové Mesto i Tjekkiet. Her krydser vi fingre for, at de danske talenter igen kører flotte resultater hjem, og at Annika Langvad kommer stærkt igen. 

Resultat – 1. afdeling af Mercedes-Benz MTB World Cup 2019, Albstadt

1. Kate Courtney (USA) – Scott-SRAM, 1''26'03

2. Jolanda Neff (Schweiz) – Trek Factory Racing + 0'49

3. Yana Belomoina (Ukraine) – CST-Sandd-Bafang +1'31

4. Anne Tauber (Holland) – CST-Sandd-Bafang +1'49

5. Anne Terpstra (Holland) – Ghost Factory Racing +2'20

10. Malene Degn (Danmark) – KMC-Ekoi-Orbea +3'29