Dansker stopper karrieren, Viviani og Consonni vinder seksdagesløb
Martin Mortensen stopper karrieren
[IMG2]
Efter knap 15 år som professionel cykelrytter stiller Martin Mortensen cyklen i garagen, og stopper sin aktive cykelkarriere. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.
Danskeren stopper i en alder af 34 år, og har igennem karrieren været på store udenlandske hold som Leopard Trek og Vacansoleil. Tidligere på året blev det meldt ud, at Mortensen ville fortsætte på Team Waoo til næste, men holdets lukning har betydet, at kontraktsituationen har set sort ud for Mortensen.
Fremover fastholder han sin stilling som konsulent i Virtu Cycling Group, hvor han med sin store mængde erfaring håber på at lære fra sig til de danske talenter.
Viviani og Consonni vinder seksdagesløb i London
[IMG3]
Det italienske makkerpar Elia Viviani og Simone Consonni cyklede afsted med guldet i London søndag aften, da finalen i seksdagesløbet blev afviklet. Det lover ganske godt for deres fremtidige samarbejde på Cofidis, hvor de begge er blevet hentet ind fra 2020.
Italienerne startede den sidste dag fra en samlet tredjeplads, men nåede undervejs både at overhale tyskerne Maximilian Beyer og Theo Rheinhardt samt hjemmebanefavoritterne Mark Cavendish og Owain Doull.
Alle favoritterne startede ellers dagen sløvt, og faktisk vandt danskerne Marc Hester og Oliver Wulff Frederiksen i det første udskillelsesløb. Herefter vandt Cavendish og Doull de 60-omgange lange Derny løb, men italienerne gjorde comeback til i det afgørende Madison-jagt, hvor man smed briterne af tronen.
Lotto Soudal færdiggør truppen med to nye ryttere
[IMG4]
Mange hold leder stadig efter de sidste brikker til at fuldende trupperne forud for næste sæson, men det belgiske World Tour-mandskab, Lotto Soudal, smækker nu døren nu. Holdet meddeler, at man har færdiggjort truppen til 2020 med erhvervelsen af to nye ryttere. Belgiske Steff Cras og britiske Matthew Holmes har begge fået en toårig kontrakt og bliver holdkammerater med blandt andet Rasmus Byriel til næste år.
23-årige Cras er en tidligere kending på holdet, da han kørte for deres U23-hold før han skiftede til det nu hedengangne Team Katusha-Alpecin i to sæsoner. Holmes har kørt seks år for det hjemlige Madison Genesis-hold, og fik i år en samlet sjetteplads i Tour de Yorkshire. Han skal i en alder af 25 år køre på World Touren for første gang.