DCU stopper samarbejdet med landstræner
– Det har ikke været nogen nem beslutning. Sven Meyer har gjort et kæmpe arbejde for dansk banecykling, siden han i 2007 begyndte som analyseekspert hos os, siger Danmarks Cykle Unions direktør Jesper Worre i en pressemeddelelse.
– Men efter en række møder med ryttere og ledere er vi ikke længere overbevist om, at Sven er den rette person til at føre det unge danske banehold frem mod medaljer til OL i London 2012, fortsætter Worre.
– Da vi besluttede os for at satse på Sven som landstræner, var der flere ryttere med stor rutine og erfaring, disse ryttere er af forskellige årsager ikke på holdet mere. Træneropgaven er dermed en helt anden, og det betyder at Sven Meyer efter vores mening ikke længere er den rigtige mand på landstrænerposten mere.
Frem mod VM i banecykling i Appeldorn 23. – 27. marts vil sportschef Lars Bonde overtage det overordnede ansvar for banelandsholdet, mens Casper Jørgensen bliver på posten som assistent. Lars Bonde havde samme rolle op til VM i Polen i 2009, hvor 4000 meter holdet blev verdensmestre.
– Lars Bonde har 10 års trænererfaring på højeste plan, og Casper Jørgensen er tidligere OL – sølvvinder og verdensmester i 4000 meter holdforfølgelsesløb. Vi tror på, at de to kan løfte holdet til at levere en flot indsats ved VM. Derefter vil vi så se på hvordan den optimale løsning ser ud frem mod OL, slutter direktøren.
De kommende opgaver for banelandshold-rytterne er 6-dagesløbet i København fra 3. – 8. februar, derefter er der World Cup i Manchester 17. – 20. februar, efterfulgt af træningslejr på Mallorca inden den sidste træningslejr i Ballerup op til VM i Holland.