15.10.2021
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Kristian Arnth

Den sidste brik: WTB præsenterer tubeless sealant

WTB præsenterer i dag den sidste brik i tubeless-puslespillet.

Efter lang tids venten er WTB på gaden med sin egen tubeless sealant, så den populære producent, der laver alt fra sadler til hjul og dæk, nu kan tilbyde et komplet tubeless-setup.

Den nye sealant har været længe undervejs og har været igennem en lang række grundige test, som går forud for det færdige produkt, der præsenteres i dag. WTB har været igennem fem forskellige formler over to år og testet i forskellige klimaer for at finde den helt rigtige formel.

Ambitionen var at skabe den bedst mulige sealant til hurtigt og sikkert at lappe huller med en diameter på op til 6mm, så rytteren kan koncentrere sig om at cykle. Det er lykkedes.

Reparerer hurtigt og permanent

Produktet hedder WTB TCS Tubeless Tire Sealant og er optimeret til brug i temperaturer helt ned til -9,4 grader. Den er bevidst ikke optimeret til at kunne klare endnu lavere temperaturer, fordi det ville kræve mere antifreeze og mindre latex, hvilket ville forringe den lappende effekt.

Latexen er i øvrigt syntetisk for at gøre den mere allergivenlig, ligesom ammoniak også er undgået. Ifølge WTB gør det også, at sealant’en præsterer særligt godt i våde og ugunstige forhold, hvor man normalt kan opleve, at en sealant tykner på grund af fordampning.

Resultatet er, at den unikke formel hurtigt og permanent reparerer punkteringer på op til 6mm i diameter ved at indkapsle og hærde silicapartikler i hullet, som skaber en fleksibel og langvarig reparation.

Den nye sealant er selvfølgelig designet til at fungere optimalt sammen med de øvrige tubeless komponenter fra WTB, der alle bærer TCS (Tubeless Compatible System)-navnet.

Sealant’en fås i fire forskellige størrelser, så der er noget for dig, der bare skal montere et par dæk eller fire derhjemme, og til dig, der har et større hjemmeværksted eller endda en cykelbutik. Alle flasker har millilitermål på siden, så du let kan se, hvor meget sealant, du har fyldt i dækket.

WTB er særligt store inden for mountainbike og gravel, hvor den nye sealant uden tvivl vil blive et populært valg.

Læs mere om den nye sealant her.