04.12.2016
Morten Tornøe Pagh

Det ensomme bjerg i Haute Route Pyrenæerne

7. Etape: Fredag d. 26. august, Peyragudes-Toulouse, 170 km, 1300 hm:

[PODCAST]

Af uransaglige årsager starter dagens etape og sidste for Pyrenæerne i neutral start ned i dalen udenfor Bagnerès-de-Luchon frem mod dagens eneste bjerg Col de Menté, 10 km, 10%. Jeg husker etapen fra sidste år, næsten identisk med dagens. Den er en led fætter, hvor man bliver slagtet til den store guldmedalje, hvor det kuperede terræn og de smalle veje ikke rigtig passer mig. Jeg har fået det værre og kan mærke en begyndende feber, slet ikke optimalt.

 

Da starten går i dalen, eksploderer det hele, og feltet i år er bare stærkere end i 2015. Jeg slår 2 minutter af min tid på Menté, men alligevel er jeg længere nede i feltet end i 2015. Forinden har vi kørt 19 km med 43 i snit, og masser af angreb i øst og vest. Det hele handler om at komme godt frem til stigningen og hurtigt ned af den tekniske nedkørsel. Jeg ved, at jeg kommer til at tabe tid til mine konkurrenter, hvis tingene ikke går som de skal. Jeg mister en masse tid på nedkørslen (2 min), og det bliver værre. Jeg ender i en gruppe med nogle ryttere, der ikke kan træde en bule i en blød hat, og andre som ikke kan køre rulleskift, DOH! Gruppen fungerer ikke, og efter en time kommer en stor gruppe op til os, og vi sidder næsten 50 personer. Jeg prøver flere gange at springe feltet, og det er uden held. 4 ryttere kommer fri, heldigvis ingen af betydning, men jeg er godt gal i skrallen, og sidder i front og tramper igennem. Jeg præsterer undervejs at sætte en KOM på Strava, endda på et fladt segment. Med 3,5 kilometer til mål formår jeg at sætte feltet i et ryk på en af de mange bakker, baseret på delvist arrigskab af en skod dag på cyklen og delvist mødet med min roommate på anden dagen som bare var for underlig (han har stadig det samme tøj på, og det kunne man lugte). Jeg ender som nr 50 på dagen, og smider 17 minutter til de førende ryttere og ca. 6 minutter til den gruppe, som jeg skulle have været i. Jeg slutter som nummer 26 samlet i et stærkere felt end sidste år. Heldigvis er jeg også selv blevet stærkere, hvilken fantastisk uge. Jeg mangler bare 25 km paradekørsel ind til Toulouse. Det bliver altid kørt med stort humør, medaljen om halsen og for mig tanken om, at jeg gjorde det. 1 uge kørt, 2 uger tilbage. 1/3af Haute Route er kørt. Jeg har endnu engang haft fantastisk selskab af drengene fra Alpine Cols, France Bike Rental, Hans Anton Nygaard aka Mr. RAAM og alle dem jeg har mødt undervejs, både i år og sidste år. Det er det, som gør løbet specielt. En god afslutning med stående buffet med masser af mad og kage om aftenen, og desværre lidt mere feber. Min søvn bliver hjulpet af cremant og rødvin, perfekt inden min såkaldte hviledag.

 

 

”Hviledag”: Lørdag d. 27. august, Toulouse – Nice:

 

Hvem sagde at hviledage er rolige?

Ibis Toulouse Centre kl. 4:30. Vækkeuret ringer på min iPhone og iPad (skal jo være sikker). Hurtigt bad, dernæst pakke og mødes med Hans i lobbyen for at tage en taxa til lufthavnen, hvor jeg skal flyve til Nice kl. 7:30, mens Hans flyver tilbage til Danmark. InfoCrank har været så venlige at tage min store taske, mens Alpine Cols har taget min cykel, så jeg kun skulle have en taske med i flyet. Loungen i lufthavnen har en sørgelig morgenmad bestående af croissant og yoghurt. Som hævn tømmer jeg loungen for cola og perrier og fylder håndbagagen.

Da jeg lander i Nice, har jeg feber, og det er 27 grader. Straks hen for at hente startnummer og flytte rundt på tasker, som alt sammen er besværliggjort af sommerens terrorhændelser, selvom jeg tvivler på, at der sker noget lige nu, det er sgu lidt hysterisk. Skifte krankboks, som kræver 4 mekanikere. Rotorkrankbokse 30mm er bare noget lort, for den knirker værre end nogensinde, og det er den 4 i år (kører nu med CeramicSpeed, og det virker MAX. Desværre først da jeg kom hjem). Check ind på hotellet, tilbage og hente cyklen, nu med nyt kranksæt fra InfoCrank, briefing og tilbage på hotellet, spise mad, se 30 min film… Sove.