27.08.2012
Test Test

Det stærkeste felt nogensinde

Feltet i dette års Post Danmark Rundt er blevet udskreget og udråbt som det stærkeste nogensinde.

Med hele 8 WorldTour-mandskaber til start flankeret af fire professionelle kontinentalhold og den vanlig håndfuld danske mandskaber har det da heller ikke skortet på profiler i Danmark.

Saxo Banks årelange dominans med ryttere som Stuart O’Grady, Ivan Basso, Fabian Cancellara, Kurt-Asle Arvesen og Jakob Fuglsang/Matti Breschel er pakket godt og grundigt væk. Til dels på grund af holdets manglende styrke i bredden, selv om Manuele Boaro, Michael Mørkøv, Mads Christensen og Juan José Haedo i år udgjorde en fin række af profiler for holdet. Men Riis’ drenge vinder ikke længere efter behag i Post Danmark Rundt.

Og det skyldes ikke kun, at holdet er blevet smallere. I den årgang Ivan Basso dominerede – doping eller ej -, var Team Telekoms italienske klatrer Daniele Nardello Bassos største konkurrent, men uden at kunne yde nævneværdig modstand. Basso vandt fire ud af seks etaper i et løb uden bjerge. Det vil jeg gerne postulere, at han ikke havde gjort i år.

Supersprinternes show
Første og mest iøjenfaldende tendens i Danmark Rundt er inflationen af deltagere blandt supersprinterne. Mark Cavendish, Tom Boonen, André Greipel, Alexander Kristoff (med Oscar Freire som hjælper), Sacha Modolo, Saxo Banks Haedo, Theo Bos, Robbie Hunter osv. På denne front kan der ikke være tvivl om, at tilskuerne ved de danske landeveje aldrig har set lignende i løbet.

Blev stjernestøvet modsvaret af øget kvalitet og spænding i etapernes afslutninger? Både ja og nej. André Greipel og Mark Cavendish viste begge med etapesejre sig til tider fra sine absolut bedste sider, men de kom ikke sovende til det. Der var spurter i verdensklasse, men særligt afslutning i Århus var skuffende. Mark Cavendish var ikke i stand til at spurte med på trods af at have set holdkammeraterne slide for sig, ligesom også Tom Boonen sad helt skævt placeret og til sidst opgav at træde igennem. I Randers blev afslutningen irriteret af et massestyrt og i Odense overgik Kristoff sine konkurrenter. På alle etaper blev der angrebet på de små omgange, men sjældent havde man en fornemmelse af, at angriberne kunne snyde sprinterne. Sådan bliver et fladt cykelløb, når verdens hurtigste er til start. Spurter i verdensklasse, men med mindre spænding om resultatet i mine øjne.

Enkeltstartens betydning
Klassementskampen var i år tættere end nogensinde før. Dette må og skal tilskrives styrken af feltet. Flere end hidtil set kom samlet over Kiddesvej, og der var dermed snese af ryttere ind i kampen om top 10 inden enkeltstarten. Breschels og Fuglsangs solokørsler på Kiddesvej havde været svære at replikkere i år. Den store lighed i blandt favoritterne udvaskede dog betydningen af etapen til Vejle en lille smule og gjorde i særlig stor grad enkeltstarten i Kerteminde til løbets katalysator. 

Vinderen i år – etapeløbstalentet Lieuwe Westra – havde sammen med Gustav Larsson og Martin Mortensen anlagt en specifikt reaktionær taktik på Kiddesvej. De skulle ikke angribe, men i stedet følge de andre angribere. Dette vækker minder om Skys måde at køre dette års Tour de France på, men Kiddesvej er nu engang så eksplosiv en bakke, at angreb kan gennemføres og præge løbet voldsomt. Kiddesvej kan dog ikke afgøre løbet.

Lars-Petter Nordhaug havde reelt aldrig en chance for at vinde Post Danmark Rundt. Den gule trøje og vinderen på kongeetapen var prisgivet overfor enkeltstartsspecialisterne i Kerteminde. Akkurat som Matti Breschel har været det i tidligere udgaver af løbet. For at en mere vævre rytter skal vinde Post Danmark Rundt, skal arrangørerne finde en vej til at mindske enkeltstartens betydning. DCU viser sig ofte en smule generiske i ruteplanlægningen, men de kan godt, når de vil. Spørgsmålet er dog, om man ønsker, at dette skal ske. Vil det afskrække profiler som Jakob Fuglsang, Lieuwe Westra og Michael Rogers, folk med en utrolig stærk enkeltstart, fra løbet? Det er op til DCU at vurdere og beslutte.

Leverede alle stjernerne?
Det korte svar er nej. Oscar Freire, Geraint Thomas, Michael Rogers og Vladimir Gusev spillede aldrig en afgørende rolle. Dertil er der én klar grund. Post Danmark Rundt blev brugt som et løb til formopbyggelse og træning – i særdeleshed for Freire og Thomas – vi så dog hvad Thomas kan præstere, da han kørte en forrygende enkeltstart i Kerteminde.

Man kan naturligvis ikke forvente andet, når Post Danmark Rundt i år ligger så forholdsvist tæt på verdensmesterskaberne. Alt i alt blev der kørt flot cykelløb af stjernenavnene på etaperne, og der var til det sidste spænding i klassementet med mange profiler inde i billedet. Det er svært at forlange mere, men kvaliteten i Post Danmark Rundt er støt blevet større og større de seneste par år. Hvordan fortsætter DCU den tendens?

Placeringen af løbet i kalenderen synes som den vigtigste parameter i forhold til den problemstilling. Hos DCU mente man, at grunden til løbets mange profilere deltagere skulle findes i, at PDR er et "lækkert, lille" løb, som er godt organiseret og hyggeligt for rytterne at køre. I min optik spiller rykningen af løbet fra lige efter Touren til nu, hvor verdensmesterskaberne nærmer sig, en lige så stor, hvis ikke større, rolle – Post Danmark Rundts arrangørmæssige kvaliteter skal der dog ikke kimses ad, men at sammensætte et stærkt felt til et ikke-WorldTour-løb er en kompleks sag.

Flytter man det tilbage til umiddelbart efter Tour de France, vil der være ryttere, som bare ikke vil køre det. Mange store stjerner skal holde pause og gøre klar til Vuelta a España eller VM. Til gengæld vil mange af de mindre profilerede Tour-deltagere måske kunne lokkes til i håbet om at videreføre Tour-formen i Danmark. Det kan føre til færre stjernenavne. Det ligner en afvejning af stjernestøv og absolut formstærke ryttere med Tour-feber i blodet. Forhåbentligt kan DCUs overhoveder Jesper Worre og Tom Lund finde den rette model, der kan videreføre og øge løbets sportslige og celebre succes i de kommende år.