15.04.2012
Jesper Carstens

Di Luca ser frem til Trentino

Acqua & Sapone-holdet stiller med stærkest mulige hold i Giro del Trentino, trods deres manglende invitation til Giro d’Italia. Holdet kører fuldt ud for sejren, og da Stefano Garzelli sidder ude med sygdom, bliver det i stedet Danilo di Luca, der skal køres for i det italienske etapeløb. 
– I år er der en holdtidskørsel for første gang, og vi på Acqua & Sapone har gjort det ret godt i den disciplin i år, siger Danilo di Luca ifølge VeloNation.
Løbet er fyldt med bjerge, og således vil tre af stigningerne slutte i højderne. Især tredje etapes afslutning ventes at blive spektakulær, da de skal bestige Punta Veleno, der enkelte steder måler helt op til 20 %
– Jeg er blevet fortalt, at stigningen til Punta Veleno er hård og spektakulær. Mens den sidste etape slutter på Pordoi, hvilket er en perfekt afslutning på grund af alle følelserne stigningen fremkalder, skønt det ikke er den hårdeste stigning.
Danilo di Luca ser i det hele taget frem til Giro d’Italia, men frygter at vejret kommer til at spille en afgørende rolle.
– Det bliver helt sikkert en smuk Giro (del Trentino, red.), og jeg ankommer meget motiveret. Det kunne blive afgjort af vejret: Vejrudsigten for den næste uge er ikke særlig god, slutter han. 
Acqua & Sapones hold til Giro del Trentino: Carlos Betancur, Massimo Codol, Danilo Di Luca, Alessandro Donati, Andrea Masciarelli, Vladimir Miholjevic, Francesco Reda og Fabio Taborre