Dopingspøgelser

Diverse udpluk fra Tyler Hamiltons livshistorie præsenteret i "The Secret Race" og USADAs uoverskuelige sag mod Lance Armstrong og de andre involverede i "US Postal Sammensværgelsen" har spredt sig som forvirrende ringe i medievandet. Kommer der reelt noget positivt ud af sagerne?

Tyler Hamilton lægger ikke fingrene imellem i sin nye bog "The Secret Race", der er skrevet i samarbejde med den amerikanske journalist Daniel Coyle – en grundig håndværker, der har eftertjekket Hamiltons fortælling med så mange kilder, som det var muligt. Historien er givet så meget troværdighed, som man kan give en detaljeret og kompleks fortælling fra en tidligere notorisk løgner, der ikke længere har noget at tabe – og det er ikke så lidt endda.

Værket publiceres helt naturligt på et salgsmæssigt gunstigt tidspunkt i forlængelse af USADAs afslutning af dopingsagen mod Tour-legenden Lance Armstrong, og det er også tiden med Armstrong, der er det største fokus i Hamiltons bog. Fortællingerne fra "The Secret Race" må også antages at gå igen i USADAs sag sammen med vidneberetninger fra nuværende og tidligere ryttere som George Hincapie, Christian Vande Velde, David Zabriskie og Jonathan Vaughters, og dermed er en stor del af bevisbyrden fra Armstrong-sagen blotlagt (selvom de angiveligt mere håndgribelige tegn på blodmanipulation og mulige eftertestede blodprøver fra Armstrong naturligvis ikke spiller en rolle i bogen).

"The Secret Race" giver altså et interessant og dybt indblik i cykelsportens mørkeste og mest beskidte æra. En æra hvor løgn og doping var reglen, og hvor den rene og "moralske" atlet havde mere end trange kår.

Fremsyn med greb i fortiden
Det er mere end interessant at vende og dreje hver eneste af Hamiltons udførlige beskrivelser af dopingpraksis og dopingkultur i cykelfeltet i EPOens og andre vanvittigt effektive præstationsfremmende stoffers storhedstid. Men er det relevant? Og i hvilken forstand?

En af nutidens største forkæmpere mod doping, den selv tidligere dopede manager for Garmin-Sharp, Jonathan Vaughters, fremturer konstant det generelle synspunkt, at cykelsportens dopingfortid ikke kan og ikke må fejes ind under gulvtæppet. Uden indsigt i den tidligere herskende cykelkultur, hvor Omertaen – Tavshedens Lov – bestemte alt, vil det være umuligt at skabe en ny kultur, hvor dopingproblematikken kan diskuteres åbent og med hjælp fra mennesker, som selv har været en del af den tidligere kultur.

Dette er et ganske logisk synspunkt, og anvendelsen af forhistoriens fejl til at forbedre nutidens og fremtidens samfund (i dette tilfælde cykelsportens bisarre og mere virkelighedsfjerne samfund) er et konstant slagpunkt hos historikere og politikere. Uden evnen til at anerkende fortiden og til at identificere problemer, kan man aldrig distancere og eliminere et nuværende problem.

Ansvarshaverne
Hvis man antager, at denne indstilling til sportens problemstillinger – og ikke Skys eller det kommende IAMs komplette nultolerance-politik – er den, der vil forbedre cykelsporten mest, bliver Hamiltons bog og USADA-sagen yderst relevante. Sagerne giver nemlig en uvurderlig indsigt i, hvad der gik galt for cykelsporten, og hvordan det blev ved med at gå galt – fra sproglig manipulation hos Armstrong overfor holdkammeraterne, over eventuelle cover-ups af positive dopingprøver hos UCI til et antidoping-apparat, der var flere år bag dopinglægerne og deres metoder.

Mere vigtigt giver sagerne indblik i hvordan, blandt andet sammen med David Millars bog "Racing Throug The Dark", indstillingen og forholdet til doping udviklede sig hos rytterne fra 90’erne og frem, og hvordan det i sidste ende førte til en rådden og forvirret kultur, der bevægede sig rundt i et etisk og moralsk grænseland.

Det er med denne nye viden, at vi, sportens udenforstående betragtere, kan vurdere og diskutere cykelsportens moderne historie. Vi ved, hvad der gik for sig, og vi ved, hvorfor det gik så galt. Det er dog ikke os, der i sidste ende ændrer sporten. Det er sportens lovgivere, specifikt UCI og antidoping-forbundet WADA. Det er op til dem at træffe de rette beslutninger for sporten på baggrund af det mere og mere komplekse og komplette billede af sporten fra 90’erne og frem til 10’erne.

Symbolændringer uden effekt 
Er det bedste for fremtiden at bortvise folk som Bjarne Riis, der – såfremt det er sandt – tilsyneladende vidste, hvad Tyler Hamilton lavede i sin tid på CSC, og folk som Jonathan Vaughters, Kim Andersen og Johan Bruyneel? Tidligere dopere og plettede aktører i sporten. Er det at indføre Skys idealistiske og naive nultolerance-politik?

Hvis Lance Armstrong ender med at blive frataget sin Tour-titler og alle resultater fra årene med doping i feltet annulleres og efterlades blanke – selv hvis det kun er i Touren, det sker -, vil det udelukkende have symbolsk betydning. Det vil blot være et udtryk for en sandhed, som alle kender; At cykelsporten var fyldt med doping og var hamrende utroværdig (ikke ensbetydende med, at der ikke var rene ryttere). Det hjælper på ingen måde cykelsporten af i dag og i morgen, at man streger sejre på må og få baseret på gisninger og historier og fortællinger – uanset hvor troværdige og komplekse de er.

Den nye generation
Hvis man lytter til de fleste nuværende cykelryttere, ryttere som Mark Cavendish, Chris Anker Sørensen eller Timothy Duggan, lader det til, at der i hvert fald er en ændret sproglig kultur i feltet. Man er ikke bange for at snakke om emnet doping, men man er måske en smule uvidende om det. Måske fordi rytterne aldrig har været i kontakt med doping? Duggan fortæller blandt andet, at der i feltet hersker stor stigma mod tidligere dopede ryttere, som ikke har gjort op med fortiden – ryttere som Vinokourov, Valverde og Michael Rasmussen. Dette kan være et udtryk for et markant skifte i cykelsportens kultur.

Hvis det rent faktisk er tilfældet, hvis Jonathan Vaugthers påstand om, at feltet er blevet betydeligt renere, holder stik, så må der også være gode kræfter i moderne cykelsport. Kræfter, som man risikerer at smide ud, hvis man gør nultolerance-politikken til reglen. Kræfter, som tilfører cykelsporten et tiltrængt realistisk, ærligt og kompromiløst syn på sig selv.

Riis: Kamæleon eller idealist?
Bjarne Riis kan meget vel have haft vished omkring Hamiltons dopingpraksis og Ivan Bassos ønske om at dope sig. Alligevel er han en af foregangsmændende i forbindelse med blodpasset, takket være hans brug af den uafhængige ekspert Anders Damgaard til oprettelsen af et fremsynet, omend ikke perfekt, udgave af passet. Er det en accept og forstand på fortiden, der er blevet anvendt til et markant skifte i retning af bedre tider i sporten? Eller bare et forsøg på rygdækning fra en cykelkamæleon?

"Det er lidt som om, at pressen siger, at nu skal det her træ væltes op med rode. Men hvordan gør vi så det? Jo, man trækker i nogle blade. Og til næste forår så står træet der så igen. Der sker ikke en bjælde."

Idrætsprofessor og forfatter Verner Møller rammer sandsynligvis hovedet på sømmet i sin beskrivelse af pressens undersøgelser af Bjarne Riis’ viden omkring Hamiltons metoder overfor B.T. Riis’ betydning for sportens problemer er ikke stor – og han er først og fremmest ikke roden til problemerne. At fjerne Riis, og dermed også Team Saxo Bank-Tinkoff Bank, vil ikke ændre noget som helst – at få fuld fod på blodpasset, at trimme og perfektionere whereabouts-systemet og at give de unge ryttere og de nye professionelle indsigt i cykelsportens historie og en mulighed for at arbejde i et miljø, hvor doping ikke accepteres, men hvor der alligevel bliver talt åbent om det, vil ændre og er ved at ændre sporten. Det efterlader ikke mange andre muligheder end at køre rent – selvom der altid vil være veje til at dope sig og folk villige til at risikere alt ved at gøre det.

Naivismens død 
Vil det være komplet forkert at gøre sig den antagelse, at naivismen for længst er blevet revet ud af cykelsporten, og at naivitet som sådan ikke længere eksisterer hos det moderne cykelpublikum, der kender dopinghistorikken ud og ind? ARMSTRONG DØMT FOR DOPING: Hvordan kan dette følelsesmæssigt afføde mere end et skuldetræk. Der kan umuligt vække forargelse på baggrund af overraskelse. Ikke medmindre man er en evig naivist.

Sagerne fra den anden side af Atlanten bør endegyldigt skrælle følsomheden og berøringsangsten væk. De bør føre til øget indsigt og forståelse. Men det sker ikke, hvis alt, de resulterer i, er, at fortiden forsøges slettet og tilpasset efter behov.