24.04.2019
Test Test

Dronningen af Fleche Wallone vandt. Langvad i top-3

Kvindernes La Fleche Wallone blev afgjort her først på eftermiddagen. Efter 118 kilometer i sadlen skulle der findes en vinder blandt kvinderne. Et godt bud på sejren var på forhånd Annika Langvads holdmakkerinde, Anna van der Breggen, der har vundet løbet de sidste fire år. Udover Annika Langvad, var der også forhåbninger om en god placering til Cecilie Uttrup Ludwig, der også har kørt et flot forår.  

Det endte dog med, at feltet blev sprunget i stumper ind mod målstregen i Huy. Det stod her klart at de to holdkammerater, Langvad og van der Breggen, skulle kæmpe om sejren mod Annemiek van Vleuten. Her viste van der Breggen, hvorfor hun er dronningen af La Fleche Wallone og tog en overlegen sejr, da hun overspurtede sin landskvinde van Vleuten. Dermed udbyggede van der Breggen sin imponerede rekord med 5 sejre (i træk!) i La Fleche Wallone. Annika Langvad kom ind på tredjepladsen få sekunder efter de to hollændere. Cecilie Uttrup fik også kæmpet sig i top-10, da hun endte på en 8.plads i løbet.