26.06.2019
Test Test

En hyldest til Hugh

En langlemmet krop i bevægelse. Alene i den tynde luft. Det var billedet, da EF Education Firsts 24-årige brite Hugh Carthy på søndagens 9. etape af Schweiz Rundt kastede sig ud i en monstrøs mission over de tre tinder Nufenen, San Gotthard og Furka, der tilsammen udgjorde etapens savtakkede profil komprimeret ind på blot 101.5 km.

Carthy fuldbyrdede det ambitiøse foretagende ved at køre alene i mål efter at have tilbragt over 96 km. i eget selskab. Sejren var Carthys femte som professionel, men den første på World Tour-niveau.

[REL1]

Etapesejren i Goms kronede en flot første halvdel af sæsonen af for Hugh Carthy, der også indbragte briten en samlet 11. plads i Giro d’Italia i maj måned. Under Giroen fremviste Carthy flere gange den courage og de ekstraordinære klatreevner, som søndag fremstod i harmonisk balance. Klart i erindringen står særligt billedet af to gennemblødte skikkelser, Carthy og Vincenzo Nibali, på Mortirolos fjendtlige skråninger.

Mere end blot en sejr

Men sejren på sidste dagen af Schweiz Rundt er meget mere end blot et flot resultat på den unge klatrers voksende palmarès. Dén fysiske udfoldelse som Hugh Carthy tvang sig selv igennem bjerg efter bjerg i søndags, giver os nemlig en klar indikation af, hvilket stof han er gjort af – og ikke mindst hvilken tradition, han måler sig selv op imod.

At angribe så langt udefra er nemlig blevet et levn fra en anden tid, der oftest viser sig unyttigt i den gennemgribende rationalistiske indretning, moderne cykelsport befinder sig i. Nivelleringen af de stærkeste rytteres niveau og troen på marginal gains har kvalt enhver fornuft bag de lange maraton-udbrud. Men den type kørsel, som Hugh Carthy fremviste i søndags, henter sin næring et helt andet sted end rationaliteten. Det er en udfoldelse, der hører til i intuitionen og følelsernes register.

[CITAT]

Hugh Carthys modige kørsel dufter af Coppi, Gaul og Bahamontes. Det er en fysisk formåen, der kun tilhører de ægte griumpeurs. At køre échappée en solitaire i de høje bjerge fraskriver sig enhver fornuft og mislykkes i langt de fleste tilfælde. Men når det lykkes, er det den smukkest tænkelige sejr. Tænk blot på nyere eksempler som: Schleck, Galibier ’11. Rasmussen, Vogeserne ’05. Virenque, Luz Ardiden ’94.

At det seneste eksempel – inden i søndags – var Chris Froomes all or nothing-angreb på Colle delle Finestre under sidste års Giro fremstår paradoksalt, da Froome ellers på mange måder har fremstået som galionsfiguren for det rationalistiske paradigme i cykelsporten. Desperate times calls for desperate measures, I guess.

I bjergrytternes rige

Historisk har det da også været bjergrytterne, der har været genstand for den største beundring og besyngelse. De episke rejser på egen hånd har unægtelig været en afgørende faktor i fascinationskraften. Deres beherskelse af den vertikale dimension har bragt en ophøjet status med sig. De malende beskrivelser og allegoriske fremstillinger af bjergrytternes handlinger har metaforisk skabt en afstand mellem dem og os, der på anden vis er bundet til det horisontale.

Bjergrytterne indtager et uopnåeligt terræn. Dette er landet beboet af Engle (Gaul), Ørne (Bahamontes) og andre mytiske skabninger. Deres fysiske karakteristika gør dem i stand til at gnidningsfrit flyve op ad bjergene, hvorimod de andre ryttere må slide sig frem. Men anderledes tynget er bjergrytterne på flad vej, hvorfor det også er sjældent, at de rene grimpeurs vinder Grand Tours.

Men hvor klart i hukommelsen står en Grand Tour-sejr vundet på defensiv og kalkuleret kørsel målt op imod en etapesejr, som den Hugh Carthy formåede i søndags? Det må den enkelte være dommer over. Hugh Carthy vinder aldrig en Grand Tour, det er sikkert. Hans kørsel sikrer dog, at han vinder noget lige så essentielt. En plads i hjertekulen hos cykelromantikerne.

// Emil Mathiasen