Epilog: Det danske WorldTour-hold – Del 1

I forbindelse med Bjarne Riis' salg Saxo-Tinkoff til Oleg Tinkov, bragte vi en flerdelt epilog over det danske WorldTour-hold. I forbindelse med sæsonens sidste WorldTour-løb og Tinkoffs kommende lukning, finder vi det nærliggende at bringe epilogen igen, som en hyldest til Ørnen og hans livsprojekt.

De glade 90'ere
Det hele startede i de glade 90’ere. Med Mader & Leth som dirigenter vandrede Tour de France ind i danskernes dagligstuer sommer efter sommer. Det startede en bølge, som en af dansk cykelsports mest succesfulde generationer formåede at ride med på. Dækningen af Tour de France og cykelrytternes triumfer peakede næsten samtidigt. Og det hele kulminerede i 1996, da den danske ørn svævede højere end man nogensinde havde turde at håbe på før.

Bjarne Riis’ tour-sejr skubbede til den barriere, der tidligere havde været fastlåst af janteloven. Sejren rykkede med den danske selvforståelse, der allerede i 1992 var blevet sprængt med triumfen ved EM i fodbold. Pludseligt var danskerne succesfulde i hele sportsverdenen. Håndboldpigerne dominerede ved OL, cykelrytterne vandt sejr på sejr og fodboldholdet var forsvarende Europamestre.

Men i cykelverdenen manglede danskerne et fælles hold. De forskellige danske cykelryttere var spredt ud på flere forskellige europæiske mandskaber, og der var både venlige og bitre rivaliseringer mellem dem. Men hvad nu hvis man kunne samle dem alle på ét dansk hold, der kunne deltage helt i toppen af cykelsporten? Den tanke turde man alligevel ikke helt håbe på – i hvert fald ikke seriøst.

Den spæde begyndelse
I efterdønningerne på Riis’ tourtriumf blev tankerne om et dansk cykelhold på det allerhøjeste niveau dog revurderet endnu engang. Og denne gang besluttede en samling af involverede parter i cykelsporten, at det ikke blot skulle blive ved overvejelserne. I efteråret 1996 mødtes Alex Pedersen, Finn Poulsen, Johannes Poulsen, Torben Kølbæk og Bjarne Riis derfor, og de besluttede at oprette et hold på amatørlicensen fra Riis’ barndomsklub, Herning CK. Firmaet bag holdet fik navnet Professional Cycling Denmark, og målsætningen var klar: Et wildcard til Tour de France 2000.

1997 blev brugt på at bringe alle de formalia på plads, som et professionelt cykelhold kræver. Ryttere skulle findes, målsætninger fastlægges og sponsorerer findes. En aftale blev indgået med tøjfabrikanten Jack & Jones og ejendomsmæglerkæden Home. Holdnavnet blev deraf Team Home – Jack & Jones, og sammen med de sekundære sponsorere kunne der samles omkring 7 millioner i budget. Det var nok til at hente klassens glade dreng, Jesper Skibby, og den rutinerede tough-guy, Brian Holm.  Sammen med ni førstegangsprofessionelle kom de til at danne den stamme af ryttere, som sportsdirektørene Alex Pedersen og Torben Kølbæk kunne benytte sig af, da holdet tørnede ud i 1998. Første sæsonen var i den daværende 2. division, og holdet fik allerede tidligt på året succes, da Jesper Skibby vandt semi-klassikeren Omloop der Vlaamse Ardennen – Ichtegem. Festina-skandale under Touren 1998 berørte naturligvis ikke holdet direkte, men skandalen satte et øget fokus på det dopingproblem, der var i cykelsporten. Med dokumentaren ’Danskerlægen’ kom Bjarne Riis under direkte anklage, og i 1999 solgte han derfor sin aktieandel i Professional Cycling Denmark.

Inden Riis’ aktiesalg var sæsonen 1998 imidlertid endt med, at holdet blev rangeret som det 32. bedste cykelhold det år. Det betød budgetøgning og kapitalen i holdet blev hævet med over 40%. 3 nye ryttere – denne gang med højere status end førstegangsprofessionelle – blev hentet ind, og holdet havde den hidtil bedste sæson med 26 UCI-sejre, hvilket betød oprykning til cykelsportens næstfineste divsion – 1. division.

Den første skandale
I September 1999 blev holdets belgiske rytter, Marc Streel, testet med en hæmatokrit på 53,4. Da grænsen for den maksimalt tilladte hæmatokritværdi var 50 blev belgieren derfor fyret efter mistanke om EPO-misbrug. Denne skandale sendte holdet ud i det første store modgangsstykke, da ejendomsmæglerkæden, Home, trak sig som hovedsponsor efter dopingsagen.

[CITAT]

Holdet manglede derfor fire millioner danske kroner for at kunne fortsætte på det samme niveau som hidtil. Med kun én hovedsponsor ville holdet kunne budgettere med 18 millioner kroner, men det var ikke nok til at fortsætte med deltagelse i de løb, som holdet gerne ville deltage i. Sportsdirektør Torben Kørbæk startede derfor med at indføre strenge regler for rytternes brug af udenlandske doktorer, og holdet fik klausuler i kontrakter, der betød, at alle med hæmatokritværdier over 50 kunne se frem til fyring.

Rytterne klagede ikke over dette, og Michael Blauzun, der dengang var rytter på holdet, fortalte også offentligt, at ledelsen havde handlet korrekt.

Det ændrede dog ikke ved, at situationen var kritisk for holdet, og ledelsen bag kæmpede derfor det bedste de overhovedet havde lært. Sportsdirektøren Torben Kørbæk var imidlertid forsigtigt optimistisk, da han i 1999 blev bedt om at forklare holdets fremtid.

– Vi har ikke råd til flytransport af vores ryttere, og vi vil også gerne have en ekstra sportsdirektør og en ekstra truck til at transportere udstyr i, fortalte Kørbæk dengang til Cyclingnews, og tilføjede at han naturligvis troede på holdets fremtid.

Følg med i morgen, hvor vi bringer anden del af historien om det danske World Tour-hold.