16.02.2011
Test Test

Ezequiel Mosqueras dopingsag i tomgang

– Mosquera og holdet taler stadig om hans løbsprogram, siger Vacansoleils-DCMs talsmand Frank Kwanten til Cyclingnews. Og UCI mener heller ikke, at der er noget stort problem.
– Det er korrekt, at der er nogle problemer, men sagen står ikke stille, siger UCIs talsmand Enrico Carpani.
Den gotiske knude er den, at Ezequiel Mosquera testede positiv for blodfortynderen HES efter Vueltaen sidste år i A-prøve. Men der kan formelt set ikke startes en sag, før B-prøvens resultat kendes. B-prøven skal enten tages på rytterens initiativ, medmindre UCI sanktionerer, at rytterens nationale forbund, i dette tilfælde det spanske cykelforbund, starter en dopingsag på baggrund af A-prøven.
– I en sådan sag kan UCI få det nationale cykelforbund til at starte disciplinære høringer kun baseret på A-prøvens resultat, siger Enrico Carpani.
Ingen ved tilsyneladende, hvad den reelle status er, for hverken Vacansoleil-DCM eller hovedpersonen har noget konkret at sige.
– Mosquera har besluttet sig for at respektere UCI og undersøgelsen og har intet at sige. Så hverken han eller vi har nogle kommentarer til sagen, siger Frank Kwanten.
For Ezequiel Mosquera er ikke officielt suspenderet, idet HES i sig selv ikke forbedrer præstationer, men er et hjælpemiddel til at fortynde blod. Det kan være meget hensigtsmæssigt, hvis man tager EPO eller er bloddopet. Men ingen af de sidstnævnte ting er spanieren testet positiv for.
Men hvorfor et ProTeam hold skriver kontrakt med en rytter, der sidste år blev samlet nummer 2 i Vueltaen for ikke at vide, hvilke løb han skal køre i februar måned, står hen i det uvisse – ligesom dopingsagens status.
Det spanske cykelforbund har heller ikke ytret sig, men har på den anden side været ’travlt’ beskæftiget med Alberto Contadors dopingsag.