Fotoreportage fra VM: Fra belgisk folkefest til fransk drøm

Tekst og foto af Lloyd Revald

Det syder og koger.

Vi befinder os i hjertet af cykelsporten. Belgien. Det gulfarvede flag med den sorte løve, som repræsenterer Flandern, vejer over folkemængden i en feststemning, som emmer af eufori.

I centrum af kulissen er der cykelrytterne, som kører igennem et inferno af larm, råb, slagord og technomusik fra de cykelglade fans.

Stigningerne er korte og hurtige. Sådan er det, når verdens bedste kører dem. Sådan er det i Belgien.

Velomores udsendte fotograf rapporterer fra det flamske, efter danske Michael Valgren søndag sikrede Danmark en flot og fortjent bronzemedalje.

[CITAT1]

Det sker dog i skyggen af den tragedie, som indtraf en uge forinden, hvor tidligere danske cykelrytter Chris Anker Sørensen mistede livet i et uheld på de belgiske veje i forbindelse med sit arbejde for TV2 Sport.

De danske ryttere bar derfor et sort sørgebind, som stod i skarp kontrast til de rød-hvide farver, som præger den danske trikot. Et klart signal til omverden.

At anticipere øjeblikket

På Wijnpers, en af de afgørende signinger på Leuven-omgangen, sitrer stemningen i folkemængden, som består af alle tænkelige nationaliteter.

Et hav af farver pryder udsigten. Uanset hvor man kigger hen, er det mennesker og fest.

Det dufter af pommes frittes og øl over det hele. Vi er i Belgien. Vi er til VM i cykling.

Mit øje søger stemningen og situationer. Farver og cykelryttere.

Som fotograf søger jeg at indramme det perfekte øjeblik. Jeg forsøger at forudse det, og de fleste gange er jeg ikke sikker på, om det er lykkedes, før jeg ser billederne igennem bagefter.

Alligevel spiller min intuition ind som noget af det vigtigste, jeg har, som fotograf.

[CITAT2]

For mig er det vigtigt, at jeg både kan bevæge mig rundt til de forskellige, kritiske – og muligvis vigtige steder på ruten og samtidig være tålmodig og ramme øjeblikket.

Sådan er jeg som fotograf. Jeg skal rundt og fornemme det, som sker, rundt om mig for at bringe det virkelige ind i fotografiet.

Wijnpers – et menneskehav

Jeg er fanget. En politimand holder mig tilbage. Jeg må ikke gå ind.

– Der er for mange mennesker på stigningen, fortæller en mand bag mig med tyg belgisk accent.

Jeg tænker lidt over, om jeg skal gå tilbage, hvor jeg kom fra, eller om jeg skal blive stående og vente på, at jeg får lov til at blande mig med de tusindvis af tilskuere.

– Jeg venter, tænker jeg.

Øjeblikke senere vender jeg mig om og kan se en flok cykelryttere tordne mod svinget, jeg står i. Længere op ad vejen lander Degenkolb på asfalten.

Det øjeblik fanger jeg ikke. Jeg afskyr styrt og respekterer situationer som disse og tager derfor mit kamera ned fra øjet, efter en refleksagtig bevægelse tog over i det øjeblik. Jeg hænger kameraet tilbage på skulderen.

– 1,2 and 3.. stop, siger politimanden, som tæller dem, som må komme ind. Jeg kommer lige præcis igennem nåleøjet og får lov at opleve stigningen fra den anden side.

På min vestre side ser jeg et menneskehav og på min højre en smal vej. Jeg skal derop, tænker jeg.

Jeg hilser pænt på et par lokale og fortæller, hvor jeg er fra – og spørger, om jeg må se med. Det må jeg godt, men kvaliteten er dårlig.

Vi ved ikke, hvor langt der er igen. Det er meldingen fra et par lokale belgiere, som fumler med deres telefoner og forsøger at få signal til den landsdækkende tv-station, som dækker løbet.

Internettet er på overarbejde – ligesom rytterne, vi kigger på.

Efter at have lyttet til de lokales profeti om Van Aert i regnbuestriber, må jeg erklære min favorit: "Valgren,” siger jeg stolt.

Ham kender de godt. “Danskerne er stærke,” sigen den ene af drengene med kasket.

[CITAT3]

Midt i vores samtale overdøver en løbshelikopter vores snak, og jeg peger: “De kommer nu." 

En eskorte af motorcykler kommer susende, og få sekunder senere rammer et komprimeret felt stigningen med en frygtindgydende fart.

Jeg har fundet mit sted og sørger for, at både lys og fokus er sat korrekt. Det hele går enormt stærkt i sådanne situationer. Igen må jeg stole på min intuition og mit øje.

Kort efter forsvinder det larmende publikum, i det øjeblik jeg ser ned på kameraskærmen. Jeg scroller igennem og zoomer ind.

Jeg har fået et af de skud, jeg drømte om, før jeg tog af sted.

Min fortællerstemme er fotografiet

Mit hjerte banker for at fortælle historien. Og i cykelsporten er der endeløse fortællinger.

De er uforudsigelige. De sprænger de forventninger, vi havde før et løb, og tit overgår de vores fantasi i reel tid.

Som fotograf forstår jeg opgaven at fortælle historier bedre end de fleste. Uden min fantasi og mit øje ville de billeder, jeg skyder, ikke være overraskende og gode.

Jeg synes, et godt billede er et, hvor man bliver overrasket af vinkel, format, set-up eller noget helt fjerde. Men samtidig ét, hvor man kan gå på opdagelse.

Hvor de små detaljer kan tolkes, selvom de ses i det store billede. Hvor både lyset, farve og handling spiller ind. Hvor handling og fortælling er sat i scene og lykkedes.