Gilbert vandt, broderen græd
På toppen af Cauberg stod 10-12 medlemmer af Gilbert fanklub inklusive Philippe Gilberts egen bror. Jublen var øredøvende og broderen græd af glæde, da lillebror Philippe til sidst rykkede forbi spanieren og sikrede sig sejren.
Det havde ellers ikke set alt for lovende ud på de sidste 12 kilometer, hvor Team Leopard Treks Andy Schleck kørte væk efter den op til 20% stejle Keutenberg-stigning. Omega Pharma Lottos Jürgen van den Broeck ydede et kæmpe arbejde for at køre lillebror Schleck ind, men kræfterne slap til sidst op, og Gilbert måtte selv frem for at føre ind mod Cauberg-stigningen i Valkenburg. Efter 250 kilometer i sadlen og før den op til 12% stejle og 1200 meter lange Cauberg, var det ikke en optimal situation, men Gilbert havde gemt de nødvendige fysiske og mentale reserver, og da Schleck var kørt ind og Rodriguez stak, var Gilbert straks i hans hjul. Resten var næsten en formssag.
En ældre hollænder fortalte Cykelmagasinet, da rytterne nåede bunden af Cykelmagasinet, at han ikke var i tvivl om, at Gilbert ville vinde.
– Godt nok sad Freire også med i gruppen, men der er ingen, der slår Phil op ad den her stigning, sagde hollænderen, som efter løbet skulle videre ned til de ”rigtige” Ardenner i belgien.
– Jeg stiller min autocamper i et bestemt sving på Roche aux Faucon. Jeg er sikker på, at der vil ske noget på den stigning næste søndag i Liege-Bastogne-Liege. Jeg tror Phil vinder igen. Liege er hans drøm, sagde hollænderen, inden han sammen med de tusinder af cykelsportsentusiaster forsvandt fra Cauberg.
Philippe Gilberts bror havde i mellemtiden fået tørret øjnene og drak champagne foran Omega Pharma Lottos teambus.
Resultat
1 Philippe Gilbert (Omega Pharma-Lotto) 6:30:44
2 Joaquin Rodriguez Oliver (Katusha Team) 0:02
3 Simon Gerrans (Sky Procycling) 0:04
4 Jakob Fuglsang (Leopard Trek ) 0:05
5 Alexandr Kolobnev (Katusha Team)
6 Oscar Freire Gomez (Rabobank Cycling Team)
7 Björn Leukemans (Vacansoleil-DCM Pro Cycling Team) 0:07
8 Ben Hermans (Team RadioShack) 0:18
9 Robert Gesink (Rabobank Cycling Team) 0:19
10 Paul Martens (Rabobank Cycling Team) 0:26