26.07.2014
Frederik Bohé

Glædestårer fra Peraud: Missionen lykkedes

Med en 7. plads i dagens kamp mod uret sikrede Peraud fra Ag2r – La Mondiale sig andenpladsen i Tour de France. Peraud var øjensynligt meget glad for sin præstation i dag, og TV-billederne viste glædestårer fra den stærke franskmand:

– Det er en enorm tilfredsstillelse, forklarer den samlede nummer to i Tour de France, Jean-Christophe Peraud, til Letour.

Peraud øjnede en chance allerede, da Froome og Contador udgik, og den greb han:

– De udgåede Froome og Contador åbnede en række muligheder, og jeg begyndte at drømme om denne andenplads. Jeg er glad for at have opnået målet. Jeg har en følelse af “mission lykkedes” og en masse glæde i dag, afslutter den glade franskmand, der ender på podiet med endnu en franskmand: Thibaut Pinot.