27.09.2019
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Hans Henrik Borup

Gravel: Skråt op med asfalten fremtiden står på grus!

Efter et år på grus er det som om, at jeg har fundet min plads som motionist. Grusvejene er endnu ikke indtaget af for mange supermotionister og kulturen omkring løbene er mere fællestræning end væddeløb. Jeg elsker det!

Salget af landevejs- og MTB cykler er i bedste fald stagnerende mens salget af gravelcykler oplever en eksplosiv vækst. Væksten kommer selvfølgelig fra et beskedent udgangspunkt, men cykeldanmark og herunder undertegnede har taget hybridcyklen med de brede dæk til sig. Forelskelsen er selvfølgelig også hjulet godt på vej af markedsføring fra producenter, som er på evig jagt efter nye markeder og højere omsætning.

2019 har været mit første år på grusvejene og indtil videre er det blevet til et par tusinde km. på grus. Jeg valgte at købe en lettere brugt crosscykel, som jeg efterfølgende har ombygget til et mere gravelvenligt setup. Bl.a. har jeg sat et sæt 38 mm dæk på, ændret gearingen osv. En OK introcykel til at afprøve om cykelformen er noget for mig og jeg er faldet pladask for gravel. Derfor overvejer jeg hen over vinteren, at gå på jagt efter en bedre cykle.

Enten er man licensrytter, eller motionist!

Det jeg holder af ved gravel i forhold til landevej, er stemningen ved motionsløbene. Mange landevejs motionsløb har efterhånden udviklet sig til en form for løb med et niveau lige under licensløb. Jeg fornemmer også, at mange af deltagerne både kører licens og motionsløb, hvilket egentlig er en latterlig bastard for ryttertype. Som tidligere eliteryttere er jeg af den gamle skole. Enten er man licensrytter, eller motionist. Hvad glæde har en licensrytter ud af at vinde et motionsløb og oven i købet bidrage til at trække en kultur ned over motionscykling, som hører hjemme i H40 eller B klassen? Da jeg var aktiv, ville jeg ALDRIG nedværdige mig til den Slags. ALDRIG!

Mere fællestræning end væddeløb

Kulturen til gravel motionsløb er stadigvæk forholdsvis uspoleret og laidback i forhold til motionsløb på landevejen. Det handler mere om kærligheden til oplevelsen af at køre i- og være til stede i naturen end om at komme hurtigst rundt. Der er mere en fornemmelse af at være til fællestræning end at være til licensløb. Og er det ikke lige det cykelsporten har behov for: Et fællesskab forankret i oplevelsen af at deltage ved en event, hvor fællesskabet netop opstår igennem selve deltagelsen? Motionscykling på landevejen har efterhånden fået et elitært præg, hvor det kun handler om at komme hurtigst muligt ud af starthullerne i jagten på en buket blomster til lillemor derhjemme. Et fællesskab få de supermotionister og licensryttere der dyster om buketten.   

Særligt de gravelløb som DGI arrangerer har jeg fundet attraktive. Det koster oftest en flad hundredkroneseddel at stille til start, ruterne er sjældent afspærrede og i de fleste tilfælde uden skiltning, hvilket betyder, at det kræver en cykelcomputer med GPS for at være med. Det kræver ikke alverden at arrangerer den salgs løb med det setup og det bedste er, at langt de fleste supermotionister holder sig langt, langt væk, da de oftest efterspørger mere professionelle rammer.

Mit næste gravelløb er på lørdag ved Holstebro, som netop er arrangeret af DGI. Et løb i den vestjyske natur hvor rytterne bl.a. kommer omkring plantagerne ved Ulfborg, som jo er blevet berømt på grund af sine ulve de seneste år. Distancen er på 80 km. og selv om vejrudsigten lover regn, så er det sgu OK. De fleste gravelcykler er bygget til dårligt vejr og en voksen mand tager ikke skade af at blive dynget til med mudder.

Efter løbet er der grillpølser og fadøl. Der er intet som at skylle smagen af grus ned med en øl og nyde en varm grillpølse på en klam efterårsdag.

Senere i oktober står den endnu en gang grus med DGI. Starten til Gravel Østhimmerland 2019 går den 12. oktober fra Klarup nær Nordens Paris. Ses vi?