13.08.2019
Test Test

Grazie mille, Matti

I går blev det officielt, at en af moderne cykelsports flotteste ryttere ikke længere vil være at finde i det professionelle felt. Aldrig mere skal vi se de smalle skuldre nænsomt trukket op mod ørerne som en indramning af den ubevægelige overkrop, der pumper kraft ud i pedalerne i et gnidningsfrit tråd.

Slut er det med at se gavflabe-smilet, der blotlægger tandsættet med det karakteristiske mellemrum. Og nu er det altså definitivt sidste gang, at vi efter et løb har hørt en rapkæftet kommentar i målområdet fra en af de, efterhånden få, ryttere, der aldrig har haft et problem med at tage bladet fra munden.

[REL1]

Cykelsporten er på mange måder originalernes sport. Den har altid haft en tiltrækningskraft på længselsfulde sjæle, som har haft brug for et fysisk afløb for en indre verden, der ikke passede ind andre steder. Det ligger så at sige i sportens udmarvende og brutale natur, at det kræver en særlig karakter, hvis man vil overleve og trives i dens domæne.

Denne udlægning var nok mere sand tidligere end i dag, hvor cykelsporten på mange måder er blevet ’pæn’ med dens marginal gains-logik, diætister og holdpsykologer. Men der findes stadig ryttere, der lever op til originalens mærkat – og sådan en rytter er Matti Breschel.

Cykelsporten i blodet

Takket være en far, som var cykelrytter, har Matti altid haft sporten tæt inde på livet. På denne måde opflasket med cykelsportens traditioner og dyder, hvilket har gjort ham til en throwback rider. En vaskeægte væddeløber med en skarp historisk bevidsthed om den arv, han som rytter skriver sig ind i. I Daniel Denciks smukke film Forsvindingsnummeret sætter Matti ord på dette blik for historien;

– Jeg kan nogle gange forsvinde ind i en fantasi. Hvordan det er at sidde på hjul af Fausto Coppi? Eller hvordan det er at ligge i en skyttegrav? Jeg vil gerne ligge på hjul af Eddy Merckx.

Ordene fremskriver Mattis kærlighed til de store rytteres bedrifter, men i lige så høj grad afspejler de hans ubetingede kærlighed til Belgien. Det er på de belgiske landevej, der har været vidne til store slag både på rammen og i skyttegravene, at Matti har kørt nogle af sine flotteste løb. Selvom resultaterne måske ikke altid har afspejlet det.

Men Mattis historiske åre kommer også frem i hans fascination af jazzen. Han har endda opkaldt sine tre børn efter nogle af genrens mest ikoniske figurer; Charlie, Ella og Billie. Hvis rytteren Matti Breschel var en jazzmusiker, ville han have været Elvin Jones. Den legendariske trommeslager, der beherskede det kontemplative spil med whiskers, men som i ethvert sekund kunne eksplodere i aggressive, fabulerende udbrud. Aldrig dog med risikoen for at miste blikket for det tætte, fede groove, som udgør jazzens historiske rygrad.

En guitarslyngende væddeløber

Matti er på mange måder en kunstnerisk sjæl, der udtrykker sig både på cyklen og gennem musikken. Her afslører han det bånd, der altid har været i sporten mellem den og kunstnerne. Albert Londres. Curzio Malaparte. Roland Barthes. Jørgen Leth.

Alle har de kastet deres kærlighed over denne søgende og udforskende sport. Her har Matti også været en magnet for kreative karakterer, som Morten Okbo, Jakob Kristian Sørensen og Daniel Dencik, der har besunget den smukke rytter fra Faxe. Og venskabet med dansk rock’n’rolls enfant terrible Kim Kix understreger dette yderligere.

På cyklen vil Matti blive husket for de mange flotte sejre. Men også for de store triumfer, der akkurat gik hans næse forbi. Klarest for mit indre blik står VM i Ponferrada ’14, det år Kwiatkowski blev verdensmester. Billedet af Chris Anker, der kører Matti frem på den sidste omgangs afsluttende bakke er stadig krystalklart i erindringen.

På resultatlisten vil der for evigt stå nr. 4 ud for Matti Breschel kun slået i spurten af Gerrans og Valverde om de resterende pladser på podiet. Men Matti var unægtelig med til at forme løbet og sætte sit aftryk, hvilket minder os om, at cykelsporten ikke altid blot handler om sejre.

– Jeg er jo godt klar over, at løbet kører videre uden mig på et tidspunkt. Det bliver mærkeligt, tror jeg, siger Matti Breschel i Denciks føromtalte film. Det tidspunkt er altså indtruffet nu.

Tak for oplevelserne og inspirationen, Matti.