09.03.2011
Test Test

GripGrab Polaris vinterhandske

GripGrab´s cykelhandsker er kendt for at være et kvalitetsprodukt. De har produkter både til landevej og mountainbike. GripGrab Polaris handsken er en allround cykelhandske til vinterbrug. Handskens komfortzone er efter specifikationerne til temperaturer fra minus 5 til plus 10 grader. Handsken er blandt andet lavet af membranmaterialet SYMPATEX, som sørger for, at handskens vandtæthed og åndbarhed er helt i top. I håndfladen er materialet et fleksibel gummimateriale som gør, at man har en godt greb om styret. Ved håndroden er der et indlæg af Doctor Gel. Et gel-materiale som er udviklet for at undgå sovende fingre. Om håndleddet sikrer en velcro-strop, at kulden holdes ude og handsken sidder fast om hånden. En lille højt værdsat designdetalje på handsken er ’Sweat Wiper’ af microfleece på oversiden af tommelfingeren til at tørre den kolde løbende næse. Handskerne vurderes til at være lidt små i størrelserne, så en husk at prøve handskerne i butikken inden køb. Handsken fås i farven grå med sort håndflade. 
Én ting er snak om højteknologiske materialer og egenskaber, men kan handsken levere varen med at holde fingrene varme som den primære funktion, når man køber en handske til vinterbrug. Både på landevej og i skoven i temperatur fra minus 10 til plus 5 grader og i sol og i regnvejr leverer Polaris handsken den forventelige vare. Ved temperaturer under minus 5 grader opleves fingerspidserne en anelse kolde i starten af træningspasset, men så snart pulsen er kommet op, holdes hænderne varme uden problemer. 
Indenfor det temperaturspænd, som GripGrab vejleder med, opleves hænderne komfortabelt varme, og handskerne klarer hermed denne opgave til topkarakter. Hvis man fryser fingrene nemt, så er GribGrab Nordic modellen med tre fingre, som er designet ned til minus 10 grader, en mulighed. Polaris giver et godt greb om styret og man føler en god kontakt gennem den forholdsvise tykke handske. Gel-indlægget giver hænderne god komfortabelt støtte, når de placeres oven på grebene. Designmæssigt lader handskerne dog noget tilbage at ønske fra GripGrab´s ellers sædvanlige høje niveau. Udseendemæssigt er der stadig lidt at hente inden Cykelmagasinet for alvor lader kæben falde og karakteren ryge til tops.