Gulddrengen

[Gener eller miljø]
Det er et klassisk problem for videnskaben at adskille betydningen af de to. Med Rasmus Guldhammer er det umuligt, for som søn af Michael Guldhammer har han fået begge dele. Dog ikke proppet ned i halsen, men efter Rasmus’ eget udsagn serveret nænsomt og uden pres på ham og broderen.
– Min far har altid passet på os og har sørget for at vi ikke blev forceret og gik døde i det. Han har altid sagt, at vi selv skulle bestemme om vi ville spille fodbold eller cykle eller noget helt tredje, så længe vi var tilfreds med det. Selvfølgelig er der nok også nogle gode gener involveret, men han har altid været min træner og ved hvordan min krop reagerer på forskellige ting. Han har altid passet på Thomas og mig og ladet os følge en naturlig udvikling.
Farmand Guldhammer kørte sig faktisk sidste år fra H40 til A, så han kunne køre cykelløb med drengene, så et eller andet må de kunne i familien, når det handler om at vinde cykelløb, trods begejstringen for de bløde værdier. På et tidspunkt må vinderbæstet dog få gnavet hul i al sorgløsheden for Rasmus?
– Sidste år da jeg blev nr. fem i Giro della Regioni, det var stort for mig og der fandt jeg ud af, at jeg godt kunne køre på cykel.
Det er ikke kun de bløje d’er, der afslører, at Rasmus Guldhammer er fra Østjylland. Har han valget, så vælger han hellere underdrivelsen end overdrivelsen. For der er ingen tvivl om, at han godt kan køre på cykel.
– Det var også der, at andre begyndte at sige, at jeg kunne blive noget stort. Her i år har jeg taget springet op til næste niveau og har indset, at cykling er det jeg skal resten af mit liv.
For en 20-årig er det helt selvfølgeligt at omtale de næste 10-15 år, som ”resten af mit liv”. Os andre, der efter den tidsregning, angiveligt nærmer os sidste holdbarhedsdato med ildevarslende hast, må bare glæde os over det ungdommelige fokus.
– Det har altid været en drøm at kunne blive professionel cykelrytter, og i år er det gået op i en højere enhed, og det er gået op for mig, at jeg har et niveau en tand højere end dem, som jeg plejer at køre mod.
Ungdommeligt overmod er hvad man kan forvente fra en 20-årig, men Rasmus fremsætter  konstateringen helt nøgternt og uden skyggen af arrogance. Og hans sejrliste i år giver ham ret. Andenplads i U23 Flandern Rundt, sejr i U23 Liege-Bastogne-Liege, sejr i U23 DM og ungdomstrøjen samt et uheld og et dumt sekund fra podiet i Post Danmark Rundt er noget de færreste ungdomsryttere opnår og da slet ikke på en enkelt sæson som 20-årig. Hvorfor lige i år?
– Jeg har haft nogle gode træningslejre, der har gjort mig mere fysisk stærk. Som ungdomsrytter trænede jeg ikke så meget og det var først som juniorrytter, at jeg begyndte at tage det lidt mere seriøst. Det har været rigtig godt for min krop, at det ikke er blevet tvunget fremad for tidligt og den har reageret positivt på det. Det tror jeg er medvirkende årsag til, at jeg har ramt det niveau jeg har nu.
Der er noget distinkt dansk i den tankegang. Om Rasmus har ret er et åbent spørgsmål, men mon ikke der vil være et par russiske eller østtyske cykeltrænere, der vil være ved at sprænges over den tilgang til topsport og de i deres øjne forpassede muligheder. Er det ikke bare med at få bygget mest muligt fysik på naturtalentet så tidligt som muligt?
– Du kan se på en rytter som Mikkel Lund, der smadrede os som ungdomsrytter. Han trænede meget, hvor jeg mere spillede fodbold med kammeraterne og kørte cykelløb for hyggens skyld og for kammeratskabet. Hvis hovedet ikke er med, så nytter det ikke at træne meget – de to ting hænger sammen.
For alle os middelmådige, der bestemt har haft hovedet med, men tilsyneladende ikke så meget andet, så kan det virke provokativt nonchalant, men at dømme efter den måde som Rasmus Guldhammer har sparket døren ind til en karriere som professionel cykelrytter, så har han i år og sidste år haft både hovedet og kroppen med.

[Rolf og Michele]
Når man hører om en rytter, der kan dominere i både Flandern Rundt og Liege-Bastogne-Liege, så vækker det mindelser om Rolf Sørensen og Michele Bartoli. Men for de opmærksomme pådrog Rasmus Guldhammer sig faktisk opmærksomhed allerede et par måneder tidligere. Bjarne Riis havde nemlig også holdt øje med ham og til vinterens Team Saxo Bank træningslejr på Mallorca var Rasmus Guldhammer inviteret sammen med et par andre lovende unge ryttere. Nok mest lige for at se dem an, de kære små. På de samme skråninger, hvor holdkaptajn Bjarne Riis halvandet årti tidligere forgæves havde forsøgt at nedslide et ungt rødhåret talent fra Østtyskland var den unge vejlenser nu blevet kastet ud i en bjergtest mod det hurtige og lette kavaleri fra et af verdens bedste cykelhold. Og da røgen havde lagt sig var det kun den dengang 19-årige Rasmus Guldhammer, der kunne sidde med Chris Anker Sørensen og Fränk Schleck til toppen. Jakob Fuglsang og Tour-toeren Andy Schleck havde de efterladt længere nede ad bjerget.
– Det var en stor oplevelse at være med på Mallorca. Det var fedt for moralen at blive inviteret med og jeg var opsat på at vise jeg kunne køre på cykel og formen var da også god. Jeg kørte nærmest på en bølge af succes derefter, da jeg fandt ud af, at jeg kunne følge med Chris Anker Sørensen og Fränk Schleck opad. Senere havde jeg en hel måneds træningslejr med Capinordic på Mallorca, hvor det også gik godt. Det bliver selvforstærkende både til træning og til løb, når det går godt.

[Op med læderet, Bjarne]
Bjarne Riis har ry for at være træg til at få checkhæftet op af lommen, men nu skulle man tro, at det lå lige til højrebenet for ørnen fra heden at sikre sig toppen af næste generation af danske stortalenter, når han med egne øjne havde set evnerne. Men sådan skulle det ikke gå, for som de nærmest har gjort det til en vane, så høstede Team Columbia endnu en gang cremen. Hvilke søde ord hviskede Team Columbia mon i den unge Guldhammers øre, der gjorde, at det blev sådan?
– Først var det Rolf Aldag, der kontaktede mig. I en 12 sider lang mail forklarede han, hvorfor de var interesserede i mig, om holdet og dets fremtidsplaner. Derefter snakkede jeg med Aldag på mobil i en time og derefter med Brian Holm i en halv time. Jeg syntes det lød interessant og vi fik arrangeret et møde. På et afslappet møde over 4½ time gik de alt igennem med mig om holdet. Også om teambuilding og teamspirit, der ligger nær mine værdier. I sidste ende var det nok derfor jeg valgte holdet, men også fordi de har vist den rette måde at få unge ryttere frem på.
Av. Det danske storhold, der har skabt sig et navn på blandt andet teambuilding og teamspirit må se det største danske talent vælge et amerikansk/tysk hold på grund af netop disse dyder. Hvad er det Columbia gør rigtigt og Saxo Bank forkert med de unge ryttere?
– De danske ryttere er som regel kommet ind på et hold, hvor de unge ryttere er allernederst i hierarkiet. Der tror jeg Team Columbia og Team Saxo Bank er forskellig fra de andre hold. De unge får muligheden og starter ikke så langt nede i hierarkiet. Selvfølgelig er der et hierarki på holdet, men de bliver respekteret. Men man ser også, at et stort talent som Anders Lund bliver ofret meget i løbene. Anders er et stort talent og jeg synes de har pillet hans vindermentalitet ud af ham og har brugt ham som trækhest. Det synes jeg er rigtig synd.
Hvis der sidder enkelte glemsomme sjæle og spekulerer på, hvordan Anders Lund nogensinde blev en del af det her, så er det værd at mindes, at han faktisk trak et spor af meritterende andenpladser efter sig med sølv til VM for juniorer, sølv til EM for U23 og en andenplads i U23 Liege-Bastogne-Liege. Siden da er det blevet til solid kørsel men resultaterne har været skuffende i hans professionelle karriere hos Saxo Bank. En sådan mere eller mindre indirekte kritik af talenthåndteringen hos Bjarne Riis, succesfuld sportsdirektør og tidligere Tour de France vinder, fra en 20-årig nyprofessionel er alt for nemt at afskrive som en utidig dosis ungdommeligt overmod. Men i betragtning af Rasmus Guldhammers fokus på talenthåndtering, samt det faktum, at kritik af Bjarne Riis næppe er det smarteste karrieretræk for en ung rytter, der nok må ønske at holde alle muligheder åbne, så er det faktisk overraskende ligetil at konkludere, at Rasmus Guldhammer er optændt af idealisme og ægte interesse for sine unge kolleger. Om det er velkomment er et åbent spørgsmål, men dagen efter ender en kamp med Anders Lund om position på de smalle danske landeveje med, at Rasmus Guldhammer må indkassere et uvelkomment rendezvous med et træ. Hvordan rimer det med Anders Lunds udslukte vinderinstinkt, Rasmus?
Men så er der jo også nogle danske talenter, der er lykkedes, delvist eller fuldt, hos Saxo Bank; Matti Breschel, Chris Anker Sørensen, Jakob Fuglsang. Hvad gør forskellen der?
– Chris og Fulgsang var lidt ældre end Anders, da de kom ind på holdet og var måske det niveau mere udviklede. De viser, de har niveauet, og så får de selvfølgelig chancen. Men jeg ved Anders er utrolig seriøs med sine ting og får han at vide han skal træne seks timer, gør han det, og får han at vide, han skal træne otte timer gør han det. Det er svært at komme længere op i hierarkiet, hvis du ikke får lov at køre din egen chance.

[Tryghedsnarkomanerne]
Rasmus Guldhammer er seneste led i noget, der kunne ligne et mønster, nemlig at danske ungdomsryttere dominerer internationalt og ligger højt på ranglisterne for deres årgang. Men en del af dem, der lå deroppe som U23, har haft svært ved at etablere sig internationalt som seniorer og er tilsyneladende stagneret?
– Måske er de blevet kastet ud i for hårde løb fra starten og har mistet selvtilliden. Det betyder meget om du har den selvtillid både til træning og i løb. Nogle flytter også til udlandet, men ender måske med at blive ensomme. Jeg tror ikke, de endnu har nået deres topniveau.
Selv om Rasmus ikke er bange for at sige sin mening, så virker han også som en følsom person, der meget vel kunne være i farezonen for at få samme skæbne. Men refleksion er også en af hans egenskaber, så han har en opskrift parat for at undgå at falde i det store sorte hul.
– Jeg har endnu ikke besluttet hvor jeg skal bo, for det er en vigtig beslutning. Der bor mange danske ryttere i Luxembourg og i Norditalien. Personligt vil jeg foretrække Italien, for det er et land, jeg elsker og er et godt træningsområde. Det bliver selvfølgelig svært at holde samme kontakt med vennerne i Danmark, men jeg vil hellere bruge nogle ekstra penge på min telefonregning end at stoppe med at køre på cykel. Jeg er som de fleste danskere en tryghedsnarkoman, men jeg skal da ud og snakke med andre mennesker. Brian Holm fortalte, at Boasson-Hagen sidste år havde lidt hjemve og følte sig træt, da sagde han, at han bare skulle tage hjem til Norge og slappe af. En måned senere blev han norsk mester i enkeltstart og vandt tre etaper i Tour of Britain. Jeg er sikker på, at Brian Holm er en god mand til at holde øje med, hvordan man fungerer på holdet og glæder mig til at være under hans vinger.
Kan de danske ungdomsrytteres stagnation skyldes, at de er forkælede i forhold til deres udenlandske konkurrenter i ungdomsårene og deres sande niveau først bliver udmålt i seniorårene?
– Vi har nogle fantastiske rammer på alle danske kontinental-hold. Man ser også ungdomsryttere på 60.000 kroners cykler. Man skal selvfølgelig passe på, at man ikke bliver for forkælet og jeg har tidligere betalt mine egne cykler for at ungdomsholdet kunne komme ud og køre flere cykelløb. Mange juniorryttere glemmer, at der er folk, der ligger privat tid og engagement i projektet. Sådan er det også på Team Capinordic, der er mange hjælpere der gør et stort arbejde til en lille løn, og det er vi taknemmelige for.
Den gamle opskrift var jo at tage ud som 18-årig og slide og sejre sig til en kontrakt, mens man boede i en barak og levede af havregryn. Dem der gjorde det og klarede det vil nok sige, at et gav dem hår på brystet.
Jeg ser ingen grund til det, og jeg har haft et fantastisk år på Team Capinordic. Vi har lige det ekstra gear i løbene på grund af, at alting det spiller på holdet.
Rasmus lader os subtilt vide, at alting ikke spillede optimalt året før på Team Designa. Køkken. Direkte adspurgt indrømmer han.
– Min bror og jeg kunne ikke med Christian Andersen og vi var lidt oppe at toppes. Jeg følte sidst på sæsonen, at jeg var ved at gå lidt i stå og havde ikke så meget lyst til at køre cykelløb, fordi rytterne ikke rigtig gad at hjælpe hinanden. Det er helt anderledes på Team Capinordic, og det er sådan jeg gerne vil køre cykelløb. Nu får jeg støtte, for eksempel i Postdanmark Rundt, men det skal jeg nok huske at betale tilbage i andre løb, hvor mine holdkammerater har mulighed for at tage en sejr. Det manglede på Team Designa.
Med det gode forår med en andenplads i Flandern Rundt og sejr i Liege-Bastogne-Liege for U23 kan man fristes til at konkludere, at Rasmus Guldhammer er klassikerrytter.
– Selvfølgelig kan jeg lide de kuperede klassikere, men jeg vil også mene at etapeløb med kortere stigninger passer til mig. På sigt vil løb som Schweiz Rundt måske passe til mig. Men jeg tager det stille og roligt og ser, hvor udviklingen tager mig hen. Det er jo heller ikk usædvanligt at køre både Ardennerklassikere og klassement i etapeløb. Tour de France og VM vil jeg helst vinde, men jeg er selvfølgelig også nødt til at forblive realist og se hvor langt evnerne rækker. Også Liege-Bastogne-Liege kunne jeg godt tænke mig at vinde.