28.06.2023
Ole Obitsø

Her er vores favoritter til Tour de France

Fra fiskedrengen til Landisimo! Cykelmagasinets OG-journalist, Ole Obitsø, peger på de 10 største favoritter til sejren og top 10 i Tour de France.

***** Fiskedrengen fra Glyngøre

Den danske fiskedreng fra Glyngøre er klar favorit til at tage sin anden Tour-sejr i rap. Sejre i Baskerlandet Rundt og Criterium du Dauphiné i helt suveræn stil viser, at niveauet bare er større end hos alle andre. Med én undtagelse, selvfølgelig.

Vingegaard har aldrig været bedre, han har været forskånet for uheld, og batterierne er ladet helt op hjemme ved Trine-pigen. Hvad skal stoppe dansken?

**** Pokémonen

Fænomenet. Den største siden Bernard Hinault. Pogacar.
Der er ingen tvivl om, at sloveneren er førsteudfordrer til Jonas Vingegaard. Han skal nok vinde masser af etaper, sætte ild til løbet og være fansenes favorit. Han er så vild, at han endda kunne risikere at stå med løbets pointtrøje i Paris, hvis han gad.

Men med et håndled, der stadig ikke helt er på toppen, så vil buddet herfra være, at han står et trin under vores klejne dansker på løbets sidstedag. Men hvem ved. Pogacar kan aldrig afskrives. Og han er en suveræn toer på denne liste.

*** Aussie 1

Jay Hindley. Giro-sejr sidste år, godt kørende i Dauphiné, stærkt hold omkring sig. Forskånet for uheld kunne det godt lugte af mulighed for et Tour-podie til den skarpe klatrer. Og den flotte Bora-trøje ville pynte på det sidste trin til sidst i løbet.

** Aussie 2

Skulle det ikke blive Jay Hindley, kan aussierne også sætte deres lid til Ben O’Connor.
Han kørte flot og stabilt ind på fjerdepladsen i løbet for to år siden, men har været lidt under niveau siden da. Det har dog ændret sig på det sidste, og hans Dauphine var rætti, rætti flot. Endda bedre end Jay Hindleys. Over tre uger er han dog stadig mere ustabil, så vi gør ham til fjerde favorit.

** Den lille franskmand 1

Davide Gaudu var skarp som få i foråret, hvor han kunne sætte Jonas Vingegaard i Paris-Nice – og kun Pogacar var bedre end ham. Det gør ham helt naturligt til den sidste store kandidat til podiet i Paris. Kan han finde det niveau, så er vejen banet for ham. Den var der dog slet ikke i Dauphiné, så lige nu ville jeg være bekymret, hvis jeg var Marc Madiot.

Jeg tror næppe, Gaudu kan udfordre de bedste. Men alt andet end en samlet top fem ville være en skuffelse.

* Carlito

Det ville være overraskende, hvis det ikke skulle lykkes for INEOS at snige en mand i top 10. Og det allerbedste bud er unge Carlos Rodriguez. Den lille spanier er en eminent klatrer, og han er langt mere værd at tro på lige nu end Egan Bernal, der ellers gør comeback i Touren. Det skal nok blive flot, men den tidligere vinder har slet ikke niveauet til at gøre sig gældende her længere.

Det har Carlito til gengæld. Spørgsmålet er, hvor meget udholdenhed han har i sig. Sidste år blev han træt til sidst i en hård Vuelta, hvor han ellers længe kæmpede med om podiet. Kan han undgå det denne gang, så kan det blive til en flot placering. Men heller ikke mere.

* Landisimo

Mikel Landa er altid anonym, men kører også altid utroligt stabilt i bjergene, når han rammer topniveauet. På et ret stærkt Bahrain-hold med Jack Haig, Wout Poels og Pello Bilbao er han stadig kaptajnen. Og det er så tilpas stor støtte, at det må blive en top 10 til holdet. Og hvorfor ikke Landa igen, der ved alt om, hvordan man doserer kræfterne bedst over tre uger?

* Den lille franskmand 2

Romain Bardet kan være en gave til cykelsporten – eller en ligegyldighed. Den vævre klatrer kan levere store soloridt i bjergene, og han kører også flot nedad. Men kroppen er svagere end hos Pogacar og Vingegaard, så han bliver også hurtigere træt. I en ideel verden for ham kører han en flot Tour, med en etapesejr i bjergene og måske en ny prikket trøje. Men vi skal nok mere regne med noget a la en samlet 6. – 8. plads, som gør sponsorerne glade.

* Den lyserøde skygge

Richie Carapaz har haft en skidt, skidt optakt til Tour de France. Det gik helt galt i Dauphiné, hvor han ellers så ud til et moment at være skarpeste mand bag Jonas Vingegaard.
Det er det moment, han skal fæste sin lid til.

For det viser, at der er masser af rå power i Carapaz, og man kan håbe på, at den sidste måned inden Touren har rykket det sidste. Han er en eminent klatrer, når formen er der, så vi skal ikke afskrive ham helt. Men tiden på EF har indtil videre grundlæggende været en katastrofe for skyggen fra Ecuador.

NUL STJERNER: A british lad

Det er længe siden at vi har haft en Tour uden en brite i top 10. Det er vildt at forestille sig, men det kan blive tilfældet i år. På startlisten er dygtige navne som Simon Yates, Adam Yates, Tom Pidcock og Fred Wright. Men de to sidstenævnte er mere klassikerryttere end GC-specialister – og Yates-brødrende er notorisk ustabile, ligesom Adam Yates kom til at sige “Pogacar, jeg vælger dig” da han skulle have ny chef og GC-kaptajn.

Skulle en brite slutte højt i løbet i år, så skal Pogacar nok udgå. Det plejer han ikke, og så får vi sikkert et relativt tamt løb i klassementet for briternes synspunkt. Noget af en omvæltning i forhold til deres Tour-dominans de sidste 10 år.

JOKER: Mattias Skjelmose

Den danske mester får debut i Tour de France og kommer frisk med en sejr fra Schweiz Rundt i baggagen. Det skal nok få mange internationale cykelblade til at have ham med i deres top 10 inden løbet.

Læs også: Føl stjernes magi med Jonas Vingegaards Tour-trøje

Men Skjelmose har en stejl læringskurve foran sig i verdens største cykelløb og fik en hård Grand Tour-debut i sidste års Giro d’Italia. Hans restitutionsevne over 3 uger skal endnu bevises og det gør ham til et usikkert bud på en top 10 i Tour de France, hvor han snarere bør gå på jagt efter etapsejre.

Bevares, han skal da teste, hvad talentet kan bære i løbet. Men det kan gå helt galt, og hvis jeg var Skjel, lagde jeg alt an på en bjergetrøje og etaper. For det ville han kunne tage med hjem!

Ligegyldigheder, jeg ikke gider bruge kræfter på: Louis Meintjes, Michael Woods, Enric Mas, Urán Urán, Barguil, alle nordmænd…