08.06.2015
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Velomore

Justesen sejrede på ny cykel – går efter DM-metal

Han er blandt landets mest erfarne ryttere i både XCO- og XCM-regi, og er nærmest garant for mindst en sejr om året i den danske UCI-løbsserie, SRAMligaen. Det store frembrud af unge, hurtige ryttere har dog gjort det svært for Justesen de seneste år. På trods af det står han som samlet vinder de foregående to sæsoner, og i går satte han sig selv i scene til et potentielt hattrick.

Hurtigt skilte han og holdkammeraten Klaus Nielsen sig ud, og på løbets anden omgange, på en af de stejle opkørsler til Blåbjerg Plantagens Rævebjerg, slog Justesen hullet. Herfra holdte han kæden stram, og endte som vinder med godt to minutter til Kasper Svendsen (Rold Skov MTB) på andenpladsen.

– De allerskarpeste var her ikke i dag, pointerede Justesen overfor Cykelmagasinet efter sejren var i hus.

– Jeg har egentlig ikke selv prioriteret den særligt højt, men det var en superfed rute at køre. Jeg udgik jo i Kolding med en punktering, så jeg ville jo gerne have revanche, så det var fedt at komme tilbage.

Justesens seneste sejr kom i seriens sidste afdeling sidste år i Holte. Samme år måtte han se sig slået i en spændende duel om DM-guldet med Sebastian Fini, og når 2015-vinderen af dannebrogstrøjen skal findes om to uger i Aarhus, så håber han på at være med helt fremme igen.

– Der er helt sikkert nogle der kører rigtigt stærkt, som Sebastian Fini, der bliver svær at have med at gøre. Men jeg har jo før vist, at jeg godt kan være med, og jeg tror ruten ligger godt til mig i Aarhus. Det er en hardtailrute, og der er mange stigninger.

En af disse stigninger i Marselisborgskoven er Dobbeltbakken, der er berømmet i danske MTB-kredse. DM-ruten sidste år manglede bakker af samme hårdhed, og Justesen håber på, at kunne benytte den som afsæt om to uger.

– Dobbeltbakken er led, og der ved jeg, at jeg kan sætte ind, og gøre det hårdt for nogle. Det manglede jeg måske lidt sidste år til DM, hvor der ikke rigtigt var nogle steder, hvor man kunne gøre en forskel, så det glæder jeg mig til, fortæller Justesen, der i gårsdagens løb testede sin nye full-suspension Giant Anthem, og selvom grejet var blevet et kilogram tungere, kunne det altså ikke holde den tidligere Danmarksmester fra at distancere konkurrenterne på bakkerne.