01.06.2019
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Alexandre Beguin

Kamp sviner norsk løbsrute til

Alexander Kamp kom til Tour of Norway, udråbt som en af løbets store profiler, men den tidligere danske mester har ikke gjort meget væsen af sig indtil nu. Riwal Readynez-rytteren har ikke kunne blande sig i toppen. 

Finalerne har indtil nu været præget af massespurter, og kun Edvald Boassons Hagens succesfulde angreb i finalen på tredje etape, har været den eneste afveksling fra en duel mellem feltets hurtigste sprintere. Spørger man Alexander Kamp er ruten simpelthen ikke udfordrende nok, og et spild af den ellers kuperede norske natur. 

– Det er lorteløb. Det er jo bare spurt efter spurt. Det er en joke. Der er jo bakker i Norge. Hvorfor skaber man et løb, som passer til Edvald (red. Boasson Hagen) og Kristoff (red. Alexander). Det er er en joke. Der lægges bare op til spurter, er den klare tale fra Alexander Kamp til procycling.no

– Så er der etapen til Hønefoss, hvor man kan gøre lidt, men det er til at grine af. Det er så latterligt. Jeg kan ikke lide denne rute. Den er lavet til Kristoff og Edvald. Der kommer ikke noget offensivt cykelløb, fortsætter danskeren. 

[REL1]

Alexander Kamp har haft et mindre gennembrud dette forår, hvor hans etapesejr i Tour de Yorkshire imponerede mange. Han er dog ikke nogen rendyrket sprinter, og derfor må vente til sidste etape til Hønefoss, før han kan spille sin chance. 

– Ja, måske (red. om Kamps chance for at vinde i Hønefoss). Jeg synes egentlig, at dette løb er håbløst, desværre. Det er flot at køre i Norge. Jeg synes, at arrangørerne kunne have skabt en lidt mere udfordrende rute, og det burde ikke være så svært. 

Løbsdirektør: – Riwal skal kigge indad

Løbsdirektør, Roy Hegreberg, er ikke enig i kritikken fra Alexander Kamp, og mener ikke, at løbet er skabt til hjemmebanefavoritterne. Han peger på, at der også er logistiske aspekter, der skal tages hensyn til, hvor det er vigtigt at finde steder med fornuftig hotelkapacitet. 

Roy Hegreberg lover dog en anden løbsrute til næste år, hvor han mener, at Alexander Kamp bør få noget terræn, som passer ham bedre. 

– Han skal komme tilbage næste år, for så skal han få lov til at køre bakker. Der skal vi op til Vestlandet, og der kommer heftige bakker. Det er det, som vi ønsker med Tour of Norway fremover. At vise variationen frem. Den sidste dag, er der nok bakker til at gøre en forskel på. Der til tilpas mange stærke hold til stede, som har interesse i at holde det samlet. Det er det som dræber løbet. Riwal må heller kigge indad og være med til skabe cykelløb. De har ikke været i så mange udbrud foreløbigt. De norske kontinentalhold er i hvert fald med og lægger pres på, siger løbsdirektøren som svar til kritikken. 

På trods af flere massespurter har nordmændene kun fået en sejr indtil videre med Edvald Boasson Hagens sejr på tredje etape. Han er dog også manden, som fører løbet samlet inden løbets sidste to etaper.