Kommercielt kupforsøg mod UCI i kulissen
Rent faktisk er der tale om en endnu mere regulær borgerkrig end den tidligere konflikt mellem løbsarrangørerne og UCI om ProTouren før, at den blev til ProTeams og UCI World Tour. Noget er der i gærde, og den oppiskede stemning og raceradioer kan være afsættet.
– Jeg er fra USA og vokset op med NFL (National Football League, red.) og NBA (National Basketball League, red.). Ligamodellen indenfor sport ser bedre ud for både atleter og holdene end nu. Men de pragmatiske skridt dertil er mange, siger AIGCP formand Jonathan Vaughters (Garmin-Cervélo team manager) til Cyclingnews.
For UCI er kommet under pres i sagen om raceradioer fra AIGCPs side (holdenes arbejdsgiverforening, red.), og bliver til stadighed angrebet.
– De (UCI, red.) er cykelsportens styrende organisation. De er en IOC (Internationale Olympiske Komité, red.) organiseret til at tage sig af international cykling. Det mest fremmende for AIGCP er fortsat at lægge pres på forbedret styring, reglement og forhold til UCI. Men vi er dumme ikke at overveje det (’ligamodel’, red.). Når man bliver dårligt behandlet, må man overveje en relation, ikke? Når det kommer til stykket, må man spørge sig selv om, hvad der er bedst for cykelsporten? Lige nu kan jeg ikke sige det med sikkerhed, siger Jonathan Vaughters.
Løbsarrangørerne har været inde inddraget i snak om et eventuelt kupforsøg.
– Jeg har haft mange kaffemøder med forskellige mennesker i de sidste par dage, men projektet er ikke blevet præsenteret for os endnu. Før man kan tage stilling til deres forslag, skal man vide, hvad de har i sinde at gøre. Der er en risiko for at bryde med UCI. Men det er for tidligt at tale om det, og RCS Sport er forpligtet til at holde sig til de nationale og internationale forbund, siger Giro løbsdirektør Angelo Zomegnan.
For en eventuel professionel cykelliga med de påståede 11 hold kommer ikke udenom at tage en meget væsentlig interessent med på råd; ASO. Som Tour arrangør er ASO den definitivt mest magtfulde organisation indenfor cykelverdenen. De er først og fremmest interesserede i at tanke deres kasseapparat op.
Nok har AIGCP angrebet UCI for at være udemokratiske i deres beslutningsproces, men en ’privat’ ligamodel kan indeholde den dagsorden, at de får del i eksempelvis TV rettigheder for til gengæld at levere ’skuespillerne’ til cykelshowet. Vil ASO dele med andre?