19.03.2019
Andreas Breum

Langvad og van der Breggen sparede på kræfterne, men vandt alligevel

Tirsdag stillede Annika Langvad og Anna van der Breggen til start på 2. etape af Absa Cape Epic, hvor det dansk-hollandske par skulle forsvare førertrøjen og forsøge at tage deres tredje etapesejr i træk.

Investec-Songo-Specialized parret kørte dog mere afventende end på løbets lange, første etape, og det var først på etapens sidste stigning, at Langvad og van der Breggen slap væk fra de nærmeste rivaler, Kross-Spur.

[REL1]

Der var dog langt fra tale om dårlige ben eller manglende selvtillid, for parret havde på forhånd planlagt at spare på kræfterne efter en udmagrende første etape:

– Vi var ret smadrede, da vi krydsede målstregen i går, så i dag prøvede vi faktisk at spare så meget på kræfterne, som vi kunne, men det var stadig vanvittig hårdt. Vi prøvede bare at følge pigerne [Kross-Spurt red.], men på vej op ad sidste stigning kunne vi mærke, at de blev svagere, så vi pressede tempoet lidt og fik et hul, sagde Langvad efter etapen.

Langvad kender Cape Epic som sin egen bukselomme, og danskeren viste, at dagens sidste stigning, Machine Climb, ville kræve en stor kraftanstrengelse, og det var derfor afgørende at have energi tilbage på den sidste halvdel af etapen:

– Den [stigningen] lå sidst på etapen, og man skal time det godt for stadig at have noget tilbage i tanken dér, og sådan prøvede vi at pace vores indsats i dag, sagde den danske maraton-verdensmester.

[REL4]

Etapen bød også på flere tekniske nedkørsler, hvor Specialized-duoen blev udfordret af Maja Wloszczowska og Ariane Lüthi (Team Kross-Spur), der satte et højt tempo på dagens "technical terrain".

Særligt Anna van der Breggen, der primært gør sig på landevejen og kun har få mountainbike-løb på CV'et, blev udfordret på de tekniske sektioner, men den hollandske verdensmester holdt sig oprejst og matchede specialisternes tempo – til stor glæde for hovedpersonen selv, da selv den mindste fejl kunne koste et styrt:

– Jeg er rigtig glad for dagens etape, fordi vi formåede at blive sammen med Maja og Ariane på nedkørslerne og de tekniske sektioner uden at styrte. Man kunne nemt styrte i dag, hvis man kørte for stærkt, så det gjorde det en god dag for mig, og vi endte med at tage sejren, hvilket også er rigtig rart, sagde van der Breggen.

I morgen køres løbets tredje etape, der er 107 kilometer lang og byder på 2800 højdemeter. Rytterne skal køre opad fra etapens start, og dagens første store stigning venter efter omkring ti kilometer, før den mægtige Groenlandberg, der er omkring ti kilometer lang, starter for alvor efter omkring 25 kilometer. Herefter venter der en nedkørsel og en teknisk opkørsel på Die Nek, efterfulgt af to længere stigniger på etapens sidste halvdel.