02.02.2016
Viktor Hastrup

Malori i bedring efter dramatisk styrt

Adriano Malori (Movistar) er ved at være ved sig selv igen ovenpå et styrt, han blev udsat for på 5. etape af det netopoverstående Tour de San Luis i Argentina. Styrtet skete på en stejl nedkørsel, hvor Malori i høj fart ramte et bumb på vejen. Italineren slog hovedet så voldsomt, at han mistede bevidstheden og efterfølgende blev indlagt på hospitalet i Buenos Aires under konstant opsyn. 

Nu er Malori atter ved at være på højkant og er så småt klar til at rejse hjem til Italien. Det fremgår af en pressemeddelse holdet har udstedt på deres hjemmeside:

– Ifølge lægerne på hospitalet er Maloris tilstand i konstant fremgang. Han er ved fuld bevidsthed og er klar over situationen. Han undergik en vellykket operation i fredags og hans tilstand følger nu normalen i sager som denne. Maloris tilstand vil blive evalueret over de næste dage, hvorefter det vil vise sig om hvorvidt han er klar til at rejse hjem igen.