17.01.2011
Andreas Ø. Pedersen

Michael Grønbech vinder i hardcore Slush

Bedst i slush´en var the grand old man i dansk mountainbike Michael Grønbech (Team T-Bikes). I den tunge sne har de lidt større ryttere en fordel, når cyklen skal moses gennem grødisen. På de følgende pladser kom holdkammeraterne Benjamin Justesen og Casper Saltoft. T-Bikes ryddede endnu engang podiet, som det er set til flere afdelinger af ride4fun SlushCup 2010/11.
Hos kvinderne vandt Ditte Clausen (Seje Sild cykler). I veteranklassen hos herrerne vandt den tredobbelte verdenmester i MTB Henrik Djernes (Kalundborg CK) i øvrigt.
I den samlede stilling ligger Benjamin Justesen (Team T-Bikes) til at tage den samlede cup sejr for tredje gang i karrieren. Hos kvinderne kan alt ske, men Annika Langvad (HMTBK SRAM) ser ud til at have de største chancer.
Årets ride4fun SlushCup må siges at være ekstremernes SlushCup. Alle fem afdelinger har budt på vanskeligt føre. Første afdeling var præget af regn og mudder i lange baner, anden og tredje afdeling var præget af dyb sne, så mange måtte løbe med cyklerne, fjerde afdeling var rigtig glat med is mange steder og i går stod femte afdeling på hardcore slush.
Næste afdeling af ride4fun SlushCup er den såkaldte Urban Slush, hvor feltet kører i byen. UrbanSlush finder sted én afdeling om året og i denne sæson besøger SlushCup Kalundborg. Der er lagt op til en spændende rute, hvor rytterne skal ned gennem hovedstrøget, op af Møllebakken, ind gennem gymnasiet, ud over ramper og paller samt rundt i de smalle gader i indre by.
Der er i alt syv afdelinger i SlushCup. Alle kan være med og der er en start for både begyndere/let øvede samt elite/øvede. Mere info, stillinger og tilmelding på www.slushcup.dk.