01.03.2021
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Kristian Arnth

Ny MET-hjelm er hurtigere end nogensinde

Sharper, faster, safer.

Sådan indleder MET præsentationen af sin nye hjelm Manta Mips. Hjelmen er en opdateret udgave af den eksisterende Manta-model, som den også ligner på mange områder, men den nye er forbedret på flere parametre.

MET har haft fokus på fire konkrete områder i udviklingen af hjelmen, nemlig sikkerhed, aerodynamik, pasform og stil. De fire fokusområder er identificeret efter indsigter fra det professionelle felt, hvor Tour de France-vinderen Tadej Pogacar og resten af UAE Emirates kører med MET.

På sikkerhedsfronten er hjelmen, som navnet antyder, udstyret med den seneste generation af Mips-teknologien, som tillader hjelmen at bevæge sig uafhængigt af den indre Mips-skal. Det er med til at minimere kraften fra de potentielt farlige skrå stødpåvirkninger i tilfælde af styrt og minimerer ifølge Mips risikoen for hovedskader.

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

MET har testet hjelmen i vindtunellen med to forskellige hovedvinkler, og på begge vinkler er den nye Manta Mips bedst i test. Den er i gennemsnit mellem tre og fire watt hurtigere end sin forgænger, og end hvad MET kalder 'gennemsnittet af konkurrenter'. MET oplyser dog ikke, hvilke konkurrenter, der er tale om.

Resultaterne er et gennemsnit af målinger foretaget ved 30, 50 og 80 km/t med vinden kommende lige forfra. Forbedringen skyldes den lavere og mere rørformede bagende af hjelmen.

Indersiden af hjelmen er udstyret med et såkalt bælte, som går 360 grader rundt om hovedet og sikrer, at trykket fordeles jævnt. Selve udformen er inspireret af en anden velkendt og populær hjelm i MET-sortimentet, nemlig Trenta 3K Carbon.

[SPLIT] [IMG3] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG4] [IMG5] [SPLIT]

Derudover skulle ventilationen være forbedret og hullerne solbrille-optimeret. En anden smart detalje er, at du spænder hjelmen med et magnetisk spænde for mindst mulig besvær.

Der er også sket lidt på designfronten. En af de nye farver byder på en metalrød, som fader over i en matsort, hvilket ifølge MET er inspireret af UAE Emirates. Hjelmen findes også i flere andre metalfarver, herunder en meget stilet sølv, og i den klassiske matsort.

Hjelmen fås i tre størrelser fra 52 centimeter og hele vejen op til 61 centimeter, så de fleste er dækket godt ind. Og så er den let. Manta Mips vejer nemlig blot henholdsvis 230, 250 og 270 gram i størrelse S, M og L.

MET Manta Mips er tilgængelig fra i dag og har en vejledende udsalgspris på 1.999 kroner. Læs mere her.