07.10.2021
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Kristian Arnth

Ny Specialized Crux til gravel-væddeløberne

Gravelcykling udvikler sig i forskellige retninger, og det samme gør cyklerne. Hvor nogle gravelcykler bliver mere og mere terrængående, går Specialized nu en anden vej med den nye Crux.

Crux var oprindelig beregnet til cyklecross, men Specialized har udviklet og redesignet den, så den nu er den perfekte makker til det segment, de kalder ’gravel performance’.

Performance-orienteringen kommer blandt andet til udtryk ved vægten, da cyklen med en rammevægt på bare 725 gram er den letteste gravelcykel, som Specialized har udviklet.

Derudover er geometrien mere aggressiv og lig, hvad man finder på en landevejsracer, i modsætning til mange andre gravelcykler der er mere komfortable.

Det var faktisk den ultralette Aethos, som satte gang i tankerne om en ny Crux gravelracer. Specialized-ingeniørerne formåede da at nytænke proportionerne på selve rammeformen og på den måde skabe en carbonramme på under 600 gram. Det viste sig at være en perfekt opskrift til at levere de samme egenskaber til Crux.

Et af resultaterne er, at en komplet Specialized S-Works Crux nu fås ned til 7,25 kilo.

[SPLIT][IMG3][IMG4][SPLIT]

Stadig alsidig

Men lav vægt er ikke alt. Og slet ikke på en gravelcykel. Et andet fokuspunkt har derfor været at sikre cyklens alsidighed med rum til større dæk. Crux har derfor nu den samme frigang som på den anden gravelcykel Diverge, hvilket betyder, at den kan klare op til 47mm brede dæk.

Samtidig holder cyklen fast i det, der gør den god til cross. Nemlig at styringen er hurtig og præcis, at accelerationen er kvik, og at cyklen er smidig nok til at klare skarpe sving.

Det er blandt andet sikret med en race-orienteret geometri med et forholdsvis langt reach kombineret med korte frempinde og et lavt stack. Krankboksen er hævet en smule i forhold til Diverge, så den nu er i cirka samme højde som på Tarmac SL7, hvilket bør give lidt mere smidighed uden at gå helt på kompromis med stabiliteten.

Komforten er ikke det, som Specialized fremhæver mest ved cyklen, men de nævner dog den fleksende sadelpind som en væsentlig faktor i kombination med de brede dæk.

Tilsammen giver det en ret unik oplevelse med let- og stivheden fra Aethos og off-road-mulighederne fra Diverge.

[SPLIT][IMG6][IMG7][SPLIT]

Flere modeller

Den nye Crux er ikke noget for dig, hvis du vil på eventyr og bikepacking. Cyklen har nemlig ingen beslag til bagagebærere, tasker og skærme for at spare vægt og give et renere og mere simpelt udtryk.

Og hvad med crossrytterne – er der ikke længere en dedikeret Crux til dem? Nej – men i og med at den nye Crux er performance-orienteret, bibeholder den mange af de egenskaber og den geometri og følelse, som crossryttere også efterspørger.

Der findes fire forskellige modeller: S-Works, Pro, Expert og Comp. S-Works-rammen er cirka 100 gram lettere end 10r carbonrammen, der benyttes på de øvrige modeller.

Alle modellerne er udstyrede med SRAM geargrupper og sat op med én klinge foran, men de kan alle køre med et 2x-setup, men dog kun med elektroniske gear.

Der er seks forskellige størrelser fra 49 til 61.