24.05.2019
Andreas Breum

Ny Worldcup-skuffelse for Langvad, da amerikansk outsider sejrede

Sæsonens første Worldcup endte som en stor skuffelse for danske Annika Langvad, der måtte tage til takke med en femteplads i short track og udgik af XCO-løbet efter en start, hvor hun aldrig for alvor var med i front. 

Helt anderledes gik det for debutanten Malene Degn, der i sin debut på eliteniveau sikrede sig en fornem 10. plads i XCO-løbet. Den talentfulde dansker viste dermed, at hun er i stand til at omsætte sidste års flotte præstationer i U23-klassen til topresultater blandt de bedste i verden.

[REL12]

Her til aften skulle Degn forsøge at bygge videre på den flotte debut, mens Langvad jagtede revanche, da årets anden Worldcup blev skudt i gang med et short track-løb i Move Mesto. 

Langvad stillede til start som forsvarende vinder, men den danske mester kunne ikke for alvor true de bedste i aftenens løb, der udviklede sig til et hurtig og taktisk affære. 

Worldcuppens førende rytter, verdensmesteren Kate Courtney (Scott-SRAM) og europamesteren Jolanda Neff (Trek), ligner allerede efter første runde af Worldcuppen de to ryttere, der skal kæmpe om den samlede sejr i Worldcuppen.

De to stjerner holdt sig langt fremme under hele løbet, hvor Haley Smith (Norco) og den tyske duo Nadine Rieder og Elisabth Brandau var særledes aktive i front af feltet.

På sjette omgang lancerede amerikansk Chloe Woodruff et stærkt angreb, og amerikanerne, der imponerede med en sjette – og en syvendeplads i Albstadt, fik hurtigt et fornuftigt hul til forfølgerne.

De store stjerner kiggede på hinanden, og Woodruff kunne køre ud på den sidste omgang med hele femten sekunders forspring til feltet.

Kate Courtney forsøgte sig med et angreb på sidste stigning, men Neff var vågen og var med det samme opppe på hjul af verdensmesteren. Farten gik ud af feltet, der dermed mistede deres sidste chance for at hente Woodruff.

Amerikaneren tog en flot sejr efter et modigt angreb, mens den britiske mester Annie Last (KMC-Ekoi-Orbea) spurtbesejrede Neff, Courtney og Pauline Ferrand Prevot (Canyon//SRAM) i kampen om andenpladsen.

Annika Langvad kom i mål på en 15. plads, hvilket er hendes dårligste resultat i en short track-worldcup siden disciplinen blev introduceret sidste år, mens Malene Degn krydsede stregen på en 27. plads.

Resultat – 2. afdeling af Worldcup short track – elite kvinder

1. Chloe Woodruff (USA)

2. Annie Last (KMC-Ekoi-Orbea)

3. Jolanda Neff (Trek Factory Racing)

4. Kate Courtney (Scott-SRAM)

5. Pauline Ferrand-Prevot (Canyon//SRAM)

15. Annika Langvad – Specialized Racing

27. Malene Degn – KMC-Ekoi-Orbea