15.02.2013
Martin Juhl Madsen

Nyheder fra Zipp

//404 650C FIRECREST CARBON CLINCHER// 700c er efterhånden blevet den etablerede standard på hjulmarkedet. For mindre ryttere kan det imidlertid være svært at finde det rette ‘fit’ mellem en meget lille ramme og denne størrelse hjul. I et forsøg på at råde bod på dette, vil Zipp fremover også levere det populære 404-hjulsæt i en 650c-version.

Fordelene ved den mindre hjulstørrelse er, at forholdet mellem rytter, ramme og hjul bliver mere balanceret, ligesom vægten naturligt reduceres. Også i forbindelse med enkeltstartscykler har man i en rum tid eksperimenteret med 650c-forhjul i jagten på aerodynamisk gevinst.

Zipps nye 404 650c Firecrest Carbon Clincher er bortset fra den mindre omkreds (571 mm mod 622 mm i fælgmål) helt identiske med standardudgaven af 404’erne. Fælgene er således konstrueret i samme kulfibermaterialer og har den samme afrundede form, som er blevet så populær blandt aerohjul de senere år.

Hjulene leveres med butyl slange (650×18-25mm, 90 gram), integreret ventilforlænger, Tangente Platinum Pro Evo bremseklodser, quick-releases og fælgbånd.

//VUKA STEALTH// Det nye Zipp Vuka Stealth er et fuldt integreret aero-styr, som er fuldt justerbart. At sikre den helt rigtige opsætning er afgørende, når det kommer til enkeltstartscyklen, hvorfor Vuka Stealth tilbyder et væld af forskellige indstillingsmuligheder.

Udover et flot design byder styret også på integreret frempind og indvendig kabelføring. Pga. den integrerede frempind vil Zipp tilbyde tre størrelser (kort, medium og lang) samt mulighed for finjustering via en medfølgende 10 mm spacer. Også spacere til justering af styrhøjden følger med.

Styret vejer angiveligt beskedne 820 gram og er produceret i carbon, titanium og aluminium for netop at holde vægten nede uden at gå på kompromis med kvalitet og styrke. Ifølge planen vil Vuka Stealth være i handelen fra marts måned – lige i tid til enkeltstartssæsonen.

Se mere om de nye produkter på zipp.com.