20.03.2011
Andreas Ø. Pedersen

Nyt MTB distrikts- og landshold

– Grundelementet i dette arbejde bliver vores distriktshold.Talentudviklingen er blevet en vigtig del af fundamentet for de Sjællandske MTB-klubber. Vi skal selv være med til at skabe og udvikle fremtidens eliteryttere. Det tager vi nu første skridt til med etablering af et distrikshold for børn og unge, siger elitechef i DMK, Klaus Bach, i en pressemeddelelse.
Landstræner Lars Bonde supplerer: – Jeg har stor tiltro til, at dette initiativ er med til at tilføre ekstra kvalitet i talentudviklingen i mountainbikesporten på Sjælland. Med så meget kvalitet i teamet bag initiativet er dette et fantastisk tilbud til alle U15 og U17 ryttere, der vil udfordres på deres tekniske og fysiske kunnen. Jeg glæder mig til at se effekten på vores U19, U23 og seniorlandshold i den kommende årrække.
– Talentgruppen skal bestå af de unge der har vist lysten, gejsten og talentet til at cykle og træne, vi kan ikke for den aldersgruppe helt sikkert pege på hvem der er fremtidens stjerner, derfor skal vi favne bredt. Så har du lyst og mod på at køre med på vores første samling, så snak med din klub om deltagelse, ellers vær sikker på at din træner nok skal tage fat i dig, lyder det videre i pressemeddelelsen.
MTB er en teknisk krævende sport som kræver en tidlig start hvis man vil have succes. Med skabelse af store børne- og ungdomsafdelinger har bl.a. DMK og HMTBK vist vejen for talentudviklingen. – Dette arbejde er det vores pligt som distrikt at bakke op om. Derfor har vi valgt at støtte projektet, siger formand Jens Lindblom.
Første samling ud af i alt fire vil finde sted på Isterød skolerne den 9 april.
Arbejdsgruppen har ansat Mads Bødker som Distrikts- og Landstræner. Mads Bødker er flere gange Dansk Mester og viceverdensmester i Mountainbike. Mads har ligeledes 25 Danske mesterskaber i alpint skiløb.
– Vi skal ikke virke som skrappe indpiskere og trænere, vi skal inspirere og motivere ungerne til at have det sjovt og lære. Igennem leg og træning skal vi hjælpe dem til at blive bedre. Det kan tids nok blive alvorligt, siger Bødker.
På landsplan er målet i 2011 at Danmark skal repræsenteres til Ungdoms EM i Østrig. Derfor skal der fra talentgruppen udvælges et antal ryttere, der sammen med udvalgte ryttere fra distrikt Jylland/Fyn skal forsvare Dannebrog i Østrig til sommer. Da der pt. ikke findes et jydsk/Fynsk pedant til vores distriktshold, vil ryttere her fra blive udtaget på deres resultater, samt det talent som der er observeret ved Apfoss ligaen og DM i XC. Dette landshold er godkendt af landstrænerteamet i DCU.