På hvis vegne taler Jonathan Vaughters?
Det er nu kommet frem, hvem der er de drivende kræfter i slaget om at sætte dagsordenen for, hvordan professionel cykelsport skal reorganiseres. Det er L’Equipe, der har sat navne på de 11 hold, der egentlig er en del af AIGCP medlemmerne.
De fem af dem er langt mere fremme i skoene end de øvrige; Radioshack, Team Saxo Bank-Sungard, Quick Step, Garmin-Cervélo og Movistar.
Her har Johan Bruyneel og Jonathan Vaughters som team managers for henholdsvis Radioshack og Garmin-Cervélo været meget aktive i at kommunikere, at UCI bør gøre, som holdene siger. For hvis ikke er der den mulighed, at de skaber deres egen cykelliga.
Holdejer Bjarne Riis har også været internationalt ude at kritisere UCI. De anses for at være støttet af yderligere 6 andre ProTeam hold; Omega Pharma-Lotto, Team Leopard-Trek, Team HTC-Highroad, Liquigas-Cannondale, Rabobank og Team Sky.
Det efterlader 7 ProTeam, som ikke er i oprørshumør; AG2R, Katusha, Astana, Vacansoleil-DCM, Lampre-ISD, Euskaltel og BMC, som alle ønsker at være neutrale i at ville bekæmpe UCI sammen med en del professionelle kontinentalhold.
Det efterlader det interessante spørgsmål, om deres fælles formand Jonathan Vuaghters så generelt udtaler sig på AIGCPs eller de 11 holds vegne. For indtil videre står de 11 hold alene med deres ønske om egen cykelliga. For ingen løbsarrangør har allieret sig med dem, og CPA, rytternes internationale fagforening, er kun enige om at få ophævet raceradio forbuddet.