Philippe Gilbert nedtoner Astana-rygter
Den belgiske stjerne, Philippe Gilbert, har andet at tænke på lige nu end sine muligheder efter kontraktudløbet med Omega Pharma-Lotto efter denne sæson. Gilbert nedtoner flere rygter, selvom træningskammeraterne i Monaco gerne ser ham på nye hold. Belgieren ønsker at fokusere på 2011-sæsonen, hvorefter han vil tage stilling til, hvor han vil fortsætte karrieren.
– Jeg har løbende mulighed for at træne med ryttere i Monaco som Thor Hushovd, Alexandre Vinokourov og Tom Boonen, siger Philippe Gilbert til Het Laatste Nieuws.
Den legandariske stjerne, Eddy Merckx, åbnede kort efter nytår op for, at Philippe Gilbert skulle skifte hold for at fremme sin karriere, og at et hold som Pro Team Astana var en god mulighed. Astanas holdkaptajn, Alexandre Vinokourov, ser også meget gerne et skifte, men rygtet nedtones af Gilbert selv.
– Jeg er på kontrakt hos Omega Pharma-Lotto, og i øjeblikket taler jeg ikke med andre hold. Efter 1. august vil jeg undersøge alle mine muligheder, men lige nu vil jeg fokusere på denne sæson og mine fastlagte mål. Alt det øvrige er ren spekulation, og rygter, der ikke er betydelige lige nu.