18.08.2014
Emil Frederik Johnsen

Post Danmark Rundt-stjerne udtaget til Vueltaen

Astana har sluttet sig til de hold, som i dag har udtaget truppen til sæsonens sidste Grand Tour. Her er der fundet plads til sprintertalentet Andrea Guardini, mens Fabio Aru skal agere holdets kaptajn.

Udover de to er også estiske Tanel Kangert udtaget. Kangert forventes at skulle fungere som Fabio Arus nærmeste allieret i bjergene.

– Aru og Kangert har begge bevist sig som klassementsryttere. Fabio Aru endte i år nummer tre i Giro d’Italia med en sejr på dronningeetapen i bjergene, og Tanel Kangert har gjort et fantastisk arbejde for Nibali over de sidste to sæsoner, fortæller sportsdirektør Dimitriy Sedoun fra Astana.

Hvis Astana lykkes med at køre Fabio Aru på podiet, så vil de lyseblå østeuropæere have haft en mand på podiet i alle de tre store etapeløb i sæsonen. Fabio Arus tredjeplads i Giroen blev som bekendt efterfulgt af Vincenzo Nibalis sejr i Tour de France.

Den 25-årige sprinter Andrea Guardini cyklede sig ind i danskernes bevidsthed med to etapesejre i denne sommers Post Danmark Rundt. En præstation han fulgte op på med en etapesejr i det netop overstået Eneco Tour. Italieneren kan få sit store gennembrud i Vuelta a Espana. Én gang tidligere har han deltaget i et af de tre store etapeløb, men tilbage i 2012 formåede han ikke at gennemføre Giro d’Italie for sit forhenværende hold Farnese Vini-Neri Sottoli.

Astanas Vuelta a Espana-trup:

Fabio Aru
Mikel Landa
Tanel Kangert
Paolo Tiralongo
Daniil Fominykh
Andrea Guardini
Jacopo Guarnieri
Andrej Zejts
Alexey Lutsenko