10.05.2015
Test Test

Sammenligningstest: No-rain-jerseys

Men in black
Regnen siler ned, mens feltet slanger sig gennem de italienske klipper. Termometeret holder selv de mest hardcore ryttere på sofaen, mens profferne slider sig gennem vinden og vandets pisken. Imens sidder alverdens cykelsportseksperter og nøler for åben skræm. De kan ikke kan kende forskel på rytterne og holdene. Alle er klædt som ”Men in Black”, da de har valgt de nye no-rain trøjer.

Scenarier som ovenstående udspillede sig i forårssæsonen 2013. Castelli havde netop, efter samarbejde med Gabriel Rasch, lanceret ”Gabba” all-weather-trøjen. Opkaldt efter nordmanden, der ønskede en alsidig regnjakke, som samtidigt var aerodynamisk.

Siden dengang er meget vand faldet fra skyerne, og langt flere producenter er kommet på markedet. No-rain-trøjerne produceres endda i flere farver i dag, og de mest innovative producenter laver no-rain-produkter, der er næsten identiske med holdenes normale trøjer. Så er nemlig rytterne fri for at skulle smide trøjen inden finalen, for at overholde UCI-restriktionerne. 

Teknologien bag
Når man ser på et produkt som no-rain-trøjen er det værd at bemærke, at produktet ikke er vandtæt. Kører man ud i tarveligt dansk forårsvejr kommer man, med andre ord, ikke hjem med tør overkrop. Flere af trøjerne er i stedet vandafvisende til en vis grad. De afviser noget af vandet, men suger det meste.

Det smarte ved produkterne er imidlertid, at de ikke bliver kolde på sammen måde, som man ville opleve ved en normal cykeljakke eller –trøje. I stedet er de udformet i materialer, som hjælper med at holde kernetemperaturen høj – også selvom yderlaget er gennemblødt. Netop det, er den største grund til, at de professionelle hold foretrækker de specielle trøjer fremfor den traditionelle regnjakke. For hvis man bliver udsat for store temperatursvingninger, for eksempelvis op og ned af en stigning, ønsker man ikke et produkt der næsten blot er til gene. Ved et traditionelt regnslag kan man groft sagt have følelsen af at have en plastikpose trukket over overkroppen på opkørslen. Og omvendt følelsen af at have en våd plastikpose på overkroppen nedad. 

Samtidigt muliggør de andre materialer i no-rain-jerseyen, at produktet er langt mere tætsiddende og aerodynamisk. Der er færre steder, hvor trøjen “flabber”, og i en tid hvor speedsuits, skoovertræk og aerohjelme er hverdag foretrækkes dette. Men ikke for enhver pris. I det nyligt overståede – og endnu engang regnfulde – Milano-San Remo så man klart, at flere af de der sad i feltet bar regnjakkerne, men desto tættere afslutningen kom på, skiftede til no-rain-jerseyen. 

Kriterierne bag
I 2015 forventes det af en no-rain trøjen, at den er åndbar, komfortabel og alsidig. Den skal kunne bruges under alle forhold, hvilket Cykelmagasinet også har lagt meget vægt på i bedømmelsen af trøjerne. Pris, regnafvisning og udseende er desuden også blandt de parametre, som vi har bedømt ud fra. 

Følg med de kommende dage på Cykelmagasinet.dk, for at se hvem vi anbefaler i no-rain-testfeltet.