28.09.2018
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Velomore

Sidevind og bakker i Mols Bjerge Grand Prix

Oprindeligt havde jeg egentlig tænkt mig, at Carlos Sastre Classic i Rebild 2. september skulle være sæsonens sidste store landevejs udfordring og havde derfor timet form og psyke herefter. Derfor var det lidt en streg i regningen, at det blev aflyst. Jeg kunne godt høre Mols Bjerge Grand Prix kalde 3 uger ude i fremtiden, men samtidig følte jeg mig også splittet mellem at tilgodese en kalender der blev mere og mere fyldt op og behovet for at træne og holde formkurven. 

I rødt felt fra start
Alle disse overvejelser og frustrationer var imidlertid glemt, da jeg stod blandt de 352 deltagere der havde valgt 100 km distancen på Mols. Selvfølgelig i første gruppe. Der skulle jo køres race. Inden starten stod jeg og kiggede rundt og konstaterede, at der ikke syntes at være mange H50-ryttere i feltet. De fleste syntes at være 30-40 år eller yngre. ”Hvorfor gider jeg det her? Det bliver jo fucking hårdt”, nåede jeg lige at tænke, inden starten gik, og vi blev sendt direkte op i det røde felt af Agri-bakken efter blot 1 kilometer. 

Den første afgørelse i modvinden
Jeg kom pænt med op over men i det rød/sorte felt, og de næste 15-20 km var der ingen ro på. Et hav af småbakker, sving og snoede, kringlede veje mindede lidt om en efterårsdag i helvede. Jeg var presset og tæt på at vælte i et af de mange sving, da svinget kom hurtigere end forventet, og jeg ramte det med 60 km/t. Tror baghjulet lettede lidt da jeg tog forbremsen lidt hårdere end bagbremsen, og baghjulet nåede også lige at blokere og skride lidt ud. Da vi ramte det lange lige modvindsstykke, kom pulsen endelig et par slag ned, men det var så her, at afgørelsen faldt. Et par ryttere fik mere eller mindre tilfældigt hul. Jeg prøvede for første gang at sidde og tage lidt føringer. Der blev rykket bagfra. Først en, så to, så tre, så fire. Jeg orkede ikke engang at prøve på at gå med. Tænkte bare: ”Så kør dog for helvede så vi kan få pulsen lidt ned”. Der var ikke megen samarbejde om at køre rulleskift i feltet. Jeg var vist ikke den eneste der trængte til at få pulsen ned. Det stod os hurtigt klart, at en 12-15 mand var kørt og at de nok holdt hjem. 

[IMG2]
 

Fra mega krise til overskud – til krise igen
Efter at eliten var kørt, faldt der kortvarigt ro over feltet, men kun indtil vi ramte sidevinden for alvor på den smalle tange, der førte os helt tæt på vandet og over på den sydligste del af Mols. Der blev rykket på skift og kørt meget uroligt, og jeg sad allerede og overvejede at stoppe efter en omgang og lukke ned for sæsonen. På et tidspunkt sad jeg sågar og håbede på en punktering. Jeg kom dog med til mål ved de første 50 km, der blev kørt på 1 time og 19 minutter, og sad også pænt med op over Agri-bakken 2. gang. Det føltes som om, jeg havde overlevet krisen. Jeg var med fremme og tog føringer og fik hul et par gange med en eller to andre. Da vi kom til modvindsstykket igen, fik vi for alvor gang i rulleskift, og alle deltog. Jeg havde stadig en følelse af overskud. Vi indhentede flere der var sat fra fronten. Følelsen af overskud holdt dog kun indtil vi ramte sidevinden igen. Jeg kunne så småt mærke, der var ved at være udsolgt. Gruppen blev mindre og mindre, men jeg ænsede det knapt. De sidste 15 km ind til mål blev der for alvor kørt igennem igen. Folk stak på skift eller trykkede den af på sidevindsstykkerne, hvor jeg måtte helt ud på spidsen af sadlen. 3-4 km før mål måtte jeg lukke et hul. Det var tæt på at gå galt. Jeg nåede op og hang i med det yderste af neglene og med mælkesyre op over begge øre.  

Afslutningen
1000 meter stod der så pludseligt, og jeg prøvede at køre mig lidt frem i gruppen, men røg tilbage igen, da der blev rykket i højre side. Jeg fandt dog et hjul, jeg kunne holde i spurten og fik overhalet et par stykker inden stregen. Udkørt, vred og skuffet, glædede jeg mig samtidig over, at det langt om længe var overstået. Både løbet og sæsonen. Min målsætning om at komme i top 30 tvivlede jeg lidt på, men det viste sig, at vi i vores stærkt minimerede felt kun var 13 mand, og at de foran kun var 7 tilbage lidt spredt fordelt. Jeg blev nr. 9 i spurten og nr. 16 sammenlagt ud af 267. Da pulsen havde lagt sig, og jeg blev klar over min placering, kunne jeg kun være tilfreds. 

Motionsløb eller aldersopdelt licensløb
De 3 første var 5 minutter foran min gruppe på de 13 ryttere. Alle 3 har været A-ryttere indenfor de seneste par år. Intet under at de smadrede os andre motionister. 37,1 km/t blev min gennemsnitsfart på den kuperede rute. Da jeg kom hjem og så H50 resultatet fra CC Hillerøds licensløb samme dag, hvor de kørte med 37 i snit på en langt mere flad rute, fik det gang i mine tanker om at køre aldersopdelte licensløb i stedet for at blive jordet af A-ryttere og folk i 30erne eller 40erne til et motionsløb, hvor det går lige så stærkt eller endda hurtigere rutens beskaffenhed taget i betragtning. 

VURDERING

Sikkerhed: 5/6
Løbsarrangørerne skal have ros for at afvikle et cykelløb med sikkerheden i top. Der var god skiltning og flinke og vågne vejvisere ude på ruten til at forhindre potentielt farlige situationer i de mange sving, samt motercykler foran felterne til at advare trafikanterne. Det var dog ikke en lukket rute, derfor kun 5 stjerner. 

Rute: 6/6
Ruten var herligt varieret med lange lige stykker med vind, små og store bakker, åbne stykker, lidt skov, et hav af sving, landlig idyl og havudsigt.

Målområdet: 4/6
Langt fladt stykke med 1000 meter afmærkning. Lidt tydeligere målstreg kunne have været ønskeligt. Men igen var sikkerheden i top, og der var masser af service og hygge i målzonen.

Sværhedsgrad: 6/6
Svært at forestille sig en mere hård rute. En masse bakker, sving og sidevindsstykker kan kun være lig med mælkesyre ophobning. 

Ønsker til forbedring:
Udover lidt mindre sidevind kunne det være rart at se resultater efter alder også. Det praktiserer de f.eks. til Isstjerneløbet, et Mtb løb i Roskilde. Det giver måske et lidt mere retvisende billede af ens præstation.