18.02.2017
Nikolaj Friis Merrild

Sikkerheden skærpes ved belgiske klassikere

Efter de forfærdelige episoder i Nice sidste år og Berlin ved juletid, da lastbiler kørte ind i en større folkemængde, forsøger løbsarrangører fra flere belgiske forårsklassikere nu at skærpe sikkerheden, i forsøget på at forhindre lignende episoder:

Blandt andet vil sideveje til ruterne blive fuldstændig spærret af og rygsække fra tilskuere vil blive gennemtjekket.

– Det vil ske i et samarbejde med regeringen og politiet, fortæller Wim Van Herreweghe fra Flanders Classics, der blandt andet arrangerer Flandern Rundt og Omloop Het Nieuwsblad.

– Udover politimænd, der vil patruljere ved ruten, har vi 100 stewards, der vil tjekke bagage i de større områder.

– Vi vil sikre os, at man ikke kan køre en lastbil ind på ruten. Det er selvfølgelig umuligt at lave en sådan garanti på hele ruten, men vi vil koncentrere os om de områder, hvor der er mange mennesker, som for eksempel ved Koppenberg, Kwaremont og ved byen Oudenaarde.

Løbsarrangørerne fra Kuurne-Brussels-Kuurne og E3 Harelbeke vil tage lignende metoder i brug.