17.03.2011
Test Test

Skrap Garmin-Cervélo trio til Milano-San Remo

Thor Hushovd er faktisk den af dem, der har vundet mindst i år, idet Heinrich Haussler vandt på den arabiske halvø i januar måned stort set samtidig med, at Tyler Farrar hærgede massespurter til Mallorca Challenge. Men nordmanden frygter ikke for sin form.
– Jeg er rigtig glad for, hvordan det gik i Tirreno. Det var lidt tungt i sidste hårde dage, men jeg kan ikke klage, siger Thor Hushovd til Sporza.
For hans lead-out til Tyler Farrar fejlede ingenting, da hans amerikanske kollega vandt en etape. Apropos amerikanske kolleger vil Garmin-Cervélo helt sikkert holde øje med Team HTC-Highroads Mark Cavendish og Matt Goss, hvoraf sidstnævnte måske er ham, der er i bedst form.
– Vi har alle frie roller. Finalen vil afgøre, hvem der kan hjælpe hvem til holdets bedste. Poggio vil afgøre det hele, og jeg skal være aggressiv på stigningerne, siger Thor Hushovd.
Helt sikkert er det, at Heinrich Haussler vil holde et vågent øje med Mark Cavendish, der med få centimeter slog ham i 2009. For lige netop de to herrer er mere kamphaner end perlevenner.