10.03.2019
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2022/01/Velomore-logo_rund.png Alexandre Beguin

Smukke Strade Bianche og en Fuglsang i sit livs form

Der er bare nogle løb på kalenderen man glæder sig mere til end andre. For mig har det blandt andet været Paris-Nice. Et løb som for mig indikerer, at alle de store cykelløb venter lige rundt om hjørnet. For andre er det Omloop Het Nieuwsblad, som symboliserer starten på klassikersæsonen.

Så er der også Strade Bianche. Løbet har de senere år fået en kultstatus blandt cykelfans, trods dens lidt isolerede betydning. Den er ikke rigtig en del af brostenskategorien og afviger også fra ardennerklassikerne med færre grimme stigninger. Den er dog noget helt særligt og har helt berettiget fået status som en nyklassiker. 

Smukt cykelløb i smukke omgivelser

Ser man på de flotte tv-billeder får man lyst til at pakke kufferten og tage det første fly til Italien. De smukke, vuggende bakker i Toscana ligner noget fra et maleri. De virker beroligende og indbydende. En skærende kontrast til cykelløbet, der foregår på de hvide grusveje omkring Siena. 

[IMG2]

Det giver fantastiske scenerier i tørt vejr, hvor støvet løfter sig som en guddomelig tåge henover rytterne. I vådt vejr får det en djævelsk og ubarmhjertig drejning med mudder plastret fra top til tå. 

Strade Bianche er et løb, der heldigvis er kommet for at blive på løbskalenderen. Om to-tre årtier kan det endda være, at det får samme status som de helt store klassikere. Løbet har nemlig flere aspekter, der tiltaler enhver cykelentusiast. De 11 sektorer med i alt 63 kilometer grusveje er selvsagt en stor del af det, men også afslutningen i Sienas små smalle og stejle gader indprenter sig på nethinden. Og storheden er ikke til at tage fejl af med målstreg på den mytiske og verdenskendte Piazza del Campo. 

Derudover giver cykelløbet altid drama for pengene. Løbet synes ukontrollérbart. Det indbyder til angreb og kaos. Men i modsætning til brostensløbene spiller uheld også en mindre rolle. Det er den stærkeste, der vinder. Taktikken får sjældent lov til at præge løbet. Det er befriende i en periode, hvor det ofte ses, at løbene lægges i et hårdt jerngreb af de stærkeste mandskaber.

De danske kvinder er blandt verdens bedste

Lørdag viste de danske kvinder i Toscana, at de sagtens kan bide skeer med de absolut bedste ryttere. Vi vidste det egentlig godt i forvejen. 

Annika Langvad smadrer ofte al konkurrence på mountainbiken, men at hun skulle vise sig så stærk i gårsdagens Strade Bianche kom alligevel lidt bag på mig. Manglende erfaring i netop landevejsløbene kostede hende måske chancen for en sejr, men alligevel imponerende, at hun satte alle de bedste til vægs på den stejle Via Santa Caterina.

[IMG3]
[REL2]

Det tegner godt for Langvads muligheder på landevejen fremover. Hendes styrke kom også til udtryk igennem hierarkiet på Boels-Dolmans. Verdensmester Anna van der Breggen og Chantal Blaak arbejdede for Langvad i finalen. En enorm flot gestus af især førstnævnte, der vidste, at Langvad var bedre end hende på dagen. 

Glem ej heller den talentfulde Cecilie Uttrup Ludwig. I et løb der normalt vil være for eksplosivt for hende, sidder hun med blandt de allerbedste og bliver nummer fem. Sidste års La Course viste, at hun hører til blandt de bedste. Men at hun også kan være med helt fremme i dette format af et cykelløb er intet mindre end fremragende. 

Er Jakob Fuglsang i sit livs form? 

– Jeg ved ikke om jeg er glad eller ked af det, sagde Jakob Fuglsang efter gårsdagens andenplads. 

Astana-kaptajnen måtte tage til takke med endnu en andenplads efter at være blevet overhalet af Julian Alaphilippe på de sidste meter ind til Piazza del Campo. 

[REL1]

At gå glip af sejren er altid en skuffelse. Det skal det være for en cykelrytter, som har et indbygget vinder-DNA. Fuglsang har måske efter et godt glas Chianti og lidt nattesøvn kommet til den erkendelse, at han ikke skal være så skuffet endda. 

Han spillede sine kort til perfektion og prøvede at komme af med sin franske medrejsende op til flere gange. Det lykkedes som bekendt ikke. Men supertalentet Wout Van Aert måtte slippe. Ligesom hele den stjernespækkede favoritgruppe måtte se til som statister, da Jakob Fulgsang rykkede fri med lidt over 20 kilometer til mål. 

[IMG4]

Lad os lige tage os sammen og anerkende Jakob Fuglsangs kvaliteter. Jeg har sjældent set ham bedre. Måske i Critérium du Dauphiné i 2017? Dette forår har været et kæmpe statement af Jakob Fuglsang. Han var tydeligvis den stærkeste i Andalusien, hvor han vandt Ruta Del Sol.

I går var han der igen. Kun Alaphilippe kunne hamle op med danskeren, og jeg kan ikke nævne mange cykelryttere, som slår den eksplosive franskmand i sådan en finale. 

Jeg håber, at cykelfans husker denne Jakob Fuglsang lidt oftere. Mindes hans store præstationer i løb som disse. Den perifere cykelfan (den som næsten kun se Tour de France på sofaen hver sommer) har altid travlt med at skyde 'Fuglen' ned. Kan han ikke bare komme på podiet i Tour de France? 

Lad os i stedet fokusere på hans aggressive kørsel, som han har taget til sig de seneste år. Han tager initiativ og angriber udefra på de rigtige tidspunkter. Vinderinstinktet er blevet skærpet. Det synes jeg, at han skal hyldes for. 

Og måske er der noget stort i vente i næste uges Tirreno-Adriatico?